Nedturen for nyrige fallenter har sendt kæmpevillaer på tvangsauktion fra Klampenborg til Rungsted Kyst. "Godt at få renset ud, men til skade for liebhaveriet", siger ejendomsmægler Jan Fog.
Fra 2930 til 2960 - selv på den mest eksklusive del af Strandvejen har krisen ført til tvangsauktioner. Og ikke blot mindre villaer, men også de helt store i palæ-klassen er blevet kastet på markedet med krisen. Se villaerne her.
Det skyldes særligt ejendomsspekulanter, som stiftede hurtige formuer og købte store huse - og mistede det hele ligeså hurtigt igen.
Kenneth Schwartz Thomsen, Steen Gude og Nils Jansson er blandt de nyrige, der har måttet se pragtejendomme forsvinde lige så pludseligt, som de kom.
"Der har været flere markante tvangsauktioner - markante, både når man ser på husene og på personerne bag. Men netop når man ser på personerne, er det mindre overraskende, at det gik sådan, for det var folk, der steg til vejrs med raketfart og skabte store formuer på rekordtid," siger den kendte liebhaver-mægler Jan Fog.
Kommer let, går let
"Det er ikke, hvad jeg vil kalde reelle tvangsauktioner, hvor f.eks. en fyring gør, at det bliver for stramt at klare terminen. Nej, der ligger kæmpekonkurser bag, og de har stort set alle overbelånt husene, så en tvangsauktion er den eneste udvej," uddyber Jan Fog.
Han forklarer, at netop nyrige ejendomsspekulanter var hyppige kunder i liebhaver-segmentet, mens det gik godt under højkonjunkturen.
"Mange købere af de helt dyre villaer kom fra den personkreds. Og det giver egentlig god mening, at en person, der er kommet hurtigt til pengene, har lettere ved at lægge 50 mio. kr. for et hus end én, der har en formue fremavlet gennem hårdt arbejde i tre generationer. Hvad der kommer let, går let," siger Jan Fog.
Læs også: Markante villaer på tvang
Skader liebhaveriet
Mens salget er kommet i gang igen for villaer i niveauet lige under ti mio. kr., går det stadig trægt i det allermest eksklusive segment, som ifølge Jan Fog dækker over huse til over 25 mio. kr.
"For nogle år siden, havde vi sådan et salg en gang om måneden, men nu er der langt mellem snapsene. Udviklingen på det almindelige ejendomsmarked er drevet af behov, mens mit marked handler om at gøre en drøm til virkelighed," siger Jan Fog.
I den proces betyder det noget, om drømmeboligen er eksklusiv eller ej - og derfor er brandudsalg gift for de, der lever af liebhaveri.
"Tvangsauktioner fremmer ikke ligefrem markedet for dyrere ejendomme. Liebhaveriet forsvinder, når der er for mange på markedet og til lave priser. Derfor er det også godt, at der nu er ved at være renset ud" siger Jan Fog.





