Stort typehusfirma i betalingsstandsning

Endnu et af landets store typehusefirmaer, Frydkjær-koncernen i Århus, er blevet offer for finanskrisen.

Koncernens driftsselskab, Frydkjær A/S, der har omkring 100 huse under bygning, er trådt i betalingsstandsning med en samlet gæld på over 400 mio. kr.

Advokat Christian Juul Madsen, Århus, som kreditorerne har udpeget som tilsynsførende med betalingsstandsnings boet, oplyser, at betalingsstandsningen skyldes likviditetsvanskeligheder.

”Flere kreditorer var ved at blive utålmodige og derfor blev det besluttet at standse betalingerne, så der kan skaffes arbejdsro til at rekonstruere dele af selskabet med henblik at få de igangværende byggerier færdiggjort,” siger Christian Juul Madsen til ErhvervsBladet.dk

Han har endnu ikke overblik over gæld og aktiver i boet.

Frydkjær-koncernen beskæftiger ca. 70 medarbejdere og har afdelingskontorer Århus, Ålborg, Middelfart og Herlev. Frydkjær-koncernen er stiftet af direktør Niels Frydkjær i 1977.

 



Markedet lige nu