Den »hemmelige« storaktionær i det kriseramte ejendomsudviklingsselskab Sjælsø har konverteret en kvart mia. kr. fra gæld til egenkapital i det selskab, som ejer knap 30 pct. af aktierne i Sjælsø efter nyt trecifret millionunderskud.

Det skriver dagbladet Børsen.

Af en registrering fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremgår det, at SG Nord Holding har fået konverteret gæld for 250 mio. kr. til egenkapital, efter at det akkumulerede underskud nu er røget op på 1,3 mia. kr. I årene 2007 og 2008 var underskuddene på henholdsvis 540 og 480 mio. kr. Regnskabet for SG Nord Holding er endnu ikke offentliggjort.

Indtil sidste sommer var Islands rigeste mand Thor Bjørgolfsson, der stadig er den rigeste, og som stadig er god for flere milliarder trods Islands finansielle kollaps, storaktionær i SG Nord Holding sammen med de to Rønje-brødre, Henrik Ib og Torben, der for mere end 30 år siden etablerede ejendomsudviklingsselskabet Sjælsø.

Sjælsø Gruppen har været i markante problemer under den finansielle krise og nedsmeltning på boligmarkedet og aktiekursen er derfor raslet ned. Inden jul måtte selskabet desuden hente en halv mia. kr. på fondsbørsen, hvormed blandt andet Amagerbanken og FIH, der stod for aktieemissionen blev aktionærer med mere end 5 pct. Samtidig spyttede Cube Property 130 mio. kr. i selskabet.