Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sparekasse spytter i byggebranche

Nordjysk pengeinstitut rækker en hånd til den lokale byggebranche med sin helt egen renoveringspulje.

Mens banker generelt kritiseres hårdt for ikke at ville låne til visse brancher, går et nordjysk pengeinstitut nu ud med en markant støtte til den lokale trængte byggebranche. Det skriver Licitationen.
Sparekassen Himmerland har oprettet en pulje på 100 mio. kroner, som til en særlig lav rente kan lånes af borgere og husejere, der ønsker at sætte gang i større renoveringsopgaver af deres hus.
- Der er ingen hemmeligheder, at der er stilstand mange steder i Danmark. Og rigtig mange byggefirmaer er ramt af finanskrisen. Det betyder mindre produktion og mindre flow, og det rammer jo også i sidste ende os. Derfor vil vi med dette initiativ og denne satsning prøve at sætte gang i aktiviteterne og dermed få bugt med den megen tale om nedtur, og i stedet skabe vækst og optimisme og en tro på, at det kan lade sig gøre at få gang i forretningen, siger Sparekassens marketingsdirektør Orla Kjær-Christensen til Licitationen.
Ringe i vandet

Ifølge sparekassens marketingsdirektør er der ikke andre pengeinstitutter, der har gjort noget tilsvarende, men han håber, at initiativet kan sprede sig.
- Som lokalt pengeinstitut er vi en del af lokalsamfundet, og så bliver vi også nødt til at påtage os medansvar for det og udviklingen i det. Derfor er det oplagt, at Sparekassen Himmerland finder frem til metoder, som kan fremme lokal vækst. Og det kan billigere lån sandsynligvis gøre, siger Orla Kjær-Christensen til Licitationen.
Renten på lån fra puljen er på 3,95 procent, og lånrammen for den enkelte er på 200.000 kroner, men sparekassen siger, at det kan lade sig gøre sig at låne et større beløb, hvis projektet er godt nok.
Pengene er øremærket til boligforbedringer. De kan være et nyt køkken eller nye vinduer. Der må meget gerne være tale om energiforbedrende renoveringer.
- Statens renoveringspulje blev jo revet væk. Derfor mener vi, at der et stort behov for at kunne låne til dette område. Og det håber vi, at blandt andet byggefirmaer kan profitere af, siger Orla Kjær-Christensen.
Ingen diskrimination
Sparekassen Himmerland henvender sig til et større geografisk område i Jylland med filialer fra Århus og opad. Og netop geografien betyder noget ganske særligt for sparekassen, der gør en dyd ud af ikke at diskriminere låntagere fra et geografiske områder eller landsbyer uden vækst, som flere realkreditinstitutter gør.
Det lover Sparekasse Himmerland, at den ikke vil gøre.
- Vi låner til den enkelte person og det enkelte projekt. Og et ja eller nej til at få et lån afhænger ikke af, hvor han eller hun kommer fra i vores landsdel, siger Orla Kjær-Christensen til Licitationen.
De nye lån løber over 15 år, og der er åbent for låntypen resten af året, eller indtil de 100 mio. kroner er kommet i cirkulation.
 




Markedet lige nu