Uden det massive snefald havde Anlægsgartner Per Hansen på Lolland-Falster lidt tab i 2009, og sneen kan også blive det, der redder 2010.
19. maj 2010, 06:10
"Uden sneen tør jeg dårligt at tænke på, hvordan det var gået. I december ryddede vi sne for 700.000 kroner, og dermed kunne vi lige akkurat undgå underskud sidste år. I sommeren 2009 var ordrebøgerne stort set tomme."
Sådan lyder meldingen fra ejerleder Allan Ptak, siden 2007 indehaver af Anlægsgartner Per Hansen A/S i Nykøbing Falster og med afdeling i Søllested på Lolland.
Omsætningen blev i 2009 mere end halveret til 10 millioner kroner fra milllioner året før, men det lykkedes at få et lille overskud på 28.000 kroner før skat ifølge det dugfriske årsregnskab.
På denne side af nytår har sneen givet godt to millioner kroner i omsætning, og uden den indtægt havde det set sort ud.
"Mit mål er en million i omsætning om måneden, altså 12 om året, men jeg er bange for, at vi kommer under ti millioner i år. De store udbud bliver vundet med meget skrabede priser, og foreløbig har vi ikke vundet nogen af dem i år. For nylig tabte vi et til 1,7 millioner med kun 2½ procent, og her havde jeg endda spidset blyanten," fortæller Allan Ptak.
Men han vil ikke, som nogle konkurrenter, bare tage opgaver ind; der skal også tjenes penge.
Forretningen beskæftiger nu omkring 18 mand, mod 28 tilbage i 2008, og den står på to ben: Det grønne med traditionelt gartnerarbejde og det grå med fliser og belægning. Et tredje ben er på vej; onsdag går Allan Ptak til eksamen som autoriseret kloakmester.
"Jeg ser kloakopgaver som en mulighed, måske ikke på kort sigt, men når bøtten vender."
Kundekredsen omfatter i øjeblikket især private, men også virksomheder, offentlige institutioner, boligselskaber og kirker overalt i landsdelen. De rekordstore anlægsbudgetter i kommunerne på samlet 22 milliarder kroner mærker Allan Ptak og hans folk dog ikke meget til - de går i lokalområdet mest til renoveringer, som ikke kaster mange opgaver med hverken belægninger eller gartnerarbejde af sig.
På lidt længere sigt håber Allan Ptak at få opgaver som underleverandør til helt store anlægsgartnere, der vil byde på det store Femern-projekt. Her bliver nemlig brug for mange gartnerhænder til store landanlæg og byggepladser.





























































