Ringsted skal fra 2012 huse et superkrematorium, der nu skal opføres for trecifret millionbeløb.
9. september 2010, 07:00
Midtsjællandske Ringsted blev en af taberne i kampen om sygehuse i Region Sjælland, men får om halvandet år et superkrematorium, som skal afløse syv krematorier i regionen.
Det beretter DR's regionalstation P4 Sjælland.
Bygningerne er tegnet af arkitektfirmaet Henning Larsen, og det samlede budget inklusive fem store ovne lyder på 142 millioner kroner. Krematoriet, der skal ligge i Kærup Industripark i byens nordlige udkant, får en kapacitet på 8.000 ligafbrændinger hvert år.
Den officielle ejer bliver Fælleskrematoriet Sjælland og Lolland-Falster I/S, som stiftes i næste uge, oplyser provst Torben Hjul Andersen til P4 Sjælland.
Superkrematoriet skal åbne til foråret 2012, og det giver samtidig et bidrag til et bedre miljø. Røgen fra afbrændingen skal af miljøhensyn nedkøles, og det skaber overskudsvarme, som går ind i det lokale fjernvarmesystem. Det - og en mindre energikrævende afbrænding end på de syv nuværende krematorier - betyder samlet en miljøgevinst og udledning af 40 procent mindre CO2, selv om ligene fremover skal transporteres over ofte lange afstande.

































