Antallet af indblandede virksomheder fordoblet.
25. juli 2011, 08:13
Antallet af virksomheder, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, i daglig tale kaldet Bagmandspolitiet, har i kikkerten for at aftale priser indbyrdes, er steget fra oprindeligt ni til nu 18. Et tilsvarende antal personer er sigtet i sagen. Det skriver dagbladet Børsen.
- Sagen er ved at blive efterforsket. Der er lavet en række ransagninger, og materialet fra ransagningerne er ved at blive gennemgået og systematiseret, siger Hans Jakob Folker, vicestatsadvokat hos Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet, til Børsen.
Læs også:
Fire fadæser fra første halvår
De indblandede virksomheder har tilsyneladende koordineret deres bud på cirka 50 licitationer i hovedstadsområdet, som tilsammen løber op i et beløb på 500 millioner kroner.
Endnu er ingen blevet tiltalt, men på baggrund af ransagninger foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er Bagmandspolitiet kommet i besiddelse af dokumenter, som peger kraftigt i retning af fusk.
Én virksomhed har tilstået
- Der er gjort fund af bøger med fortegnelser over licitationer, der er koordineret, og i hvert fald én virksomhed indrømmer, at det har fundet sted. Vi er ved at få fastlagt, hvordan fremgangsmåden har været. Så selvfølgelig har vi en opfattelse af, at der er kød på sagen, siger Hans Jakob Folker til Børsen.
Virksomhederne risikerer bøder i millionklassen, hvis de bliver dømt, men enkeltpersoner formentlig kan nøjes med bøder i 25.000-kronersklassen.
Endvidere kan der gøres krav om, at penge, som er tjent på ulovlige prisaftaler mellem virksomhederne, skal betales tilbage.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten