Fynsk anlægsgartner sælger firmaet til gigant og fortsætter som driftsleder. Det giver gode muligheder - og så er det blevet mere besværligt at drive mindre virksomhed.
15. november 2011, 11:39
Den lille, fynske anlægsgartner Esmann Entreprise er blevet solgt til HedeDanmark a/s, en af branchens giganter.
45-årige Flemming Esmann grundlagde sit firma i 1999 og fortsætter fra nytår som driftsleder i HedeDanmark.
- Jeg har været glad for at drive egen virksomhed, men HedeDanmark tilbyder nogle gode udviklingsmuligheder både for firmaet og for mig personligt. Samtidig er det blevet mere og mere besværligt at drive en lille virksomhed. Der bliver større og større krav om for eksempel regnskabssystemer, siger Flemming Esmann.
Mange anlægsgartnere - som overvejende er små eller mellemstore virksomheder - oplever, at kommunerne lægger deres opgaver i større og større udbud, så det kan være svært at få foden inden for det offentlige marked.
Læs også: Små anlægs-entreprenører presset af kommuner
Læs desuden: Familiefirma besejrer byggegigant i parkudbud
Esmann Entreprise, med afdelinger i Ringe og Middelfart på Fyn, har op til ti ansatte, afhængigt af sæsonen. Kundekredsen i det personligt ejede firma har typisk været det offentlige samt virksomheder.
Flemming Esmann understreger, at salget på ingen måde sker af nød; der har således været overskud i gennem hele perioden.
- Ingen bliver sorteper. Alle ansatte fortsætter i HedeDanmark, og jeg får selv nogle bedre muligheder for at udvikle mig med nye, dygtige kolleger, understreger Flemming Esmann.
Køberen, Hede Danmark, har på landsplan over 700 ansatte, omsattei 2010 for 1,2 milliarder kroner og indgår i Hedeselskabet-fonden. Selskabet har rødder tilbage til Enrico Dalgas, som efter den tabte krig og det tabte Slesvig-Holsten i 1864 udtalte de berømmede ord om, at "hvad udad tabes, skal indad vindes". Det blev startskuddet til, at især den jyske hede blev omdannet til landbrugsjord.
De senere år har HedeDanmark opkøbt flere virksomheder og har desuden etableret selskaber i blandt andet Tyskland og Baltikum.
Læs også: HedeDanmark på opkøb på Lolland-Falster
Læs desuden: HedeDanmark overtager 48 gartnerjob fra kommune





























































