Den bedrageridømte iværksætter Klaus Riskær Pedersen har igen købt ejendommen Gammel Strand 42 for 50 millioner kroner. Ejendommen var ellers en af grundene til, at Danske Bank og Sydbank begærede ham konkurs.
22. juli 2010, 05:00
Først købte han den. Så blev den hans akilleshæl og fik to banker til at erklære ham personlig konkurs. Men gammel kærlighed ruster aldrig, så nu har han købt den tilbage.
Det er liebhaverejendommen på Gammel Strand 42 i Indre København, der er tale om. Og ejeren er - igen - Klaus Riskær Pedersen.
Da han købte ejendommen første gang for nogle måneder siden, fik det hans gamle kreditorer Sydbank og Danske Bank op ad stolen. For hvis han havde råd til at købe en så fashionabel ejendom for 50 millioner kroner, måtte han også have råd til at betale den gamle gæld tilbage.
Se billedserie: Klaus Riskærs mange op- og nedture
Det ville og kunne han ikke, og skifteretten i Kolding erklærede derfor i marts den kreative iværksætter konkurs - i øvrigt for tredje gang i hans 55-årige liv.
Nu har Klaus Riskær altså købt Gammel Strand 42 tilbage igen. Og prisen er såmænd den samme, nemlig 50 millioner kroner.
»Ja, det er rigtigt, at Gammel Strand 42 er tilbage i familiens hænder,« siger Klaus Riskær Pedersen fra sin fængselscelle.
Konkret er det anpartsselskabet Reboot, der har overtaget selskabet Gammel Strand 42, som ejer ejendommen på Gammel Strand 42.
Reboot er ejet af Klaus Riskærs tre sønner, og det er herigennem iværksætteren fremover vil drive sine virsomheder:
»Jeg gider ikke længere eje selskaberne personligt, for så kommer Danske Bank og Sydbank bare igen om nogle år og lukker mine virksomheder. Nu skal det være slut med at lade sig vælte,« siger Klaus Riskær Pedersen.
»Et stille generationsskifte«
Ved at lade sønnerne overtage selskabet har Klaus Riskær gennemført det, han kalder for »et stille generationsskifte«.
Han lægger ikke skjul på, at han er meget tilfreds med igen at eje Gammel Strand 42:
»Vi anser det som en anerkendelse af, at vi er de retmæssige ejere af den ejendom,« siger Klaus Riskær.
Ifølge iværksætteren var Danske Bank og Sydbank ikke glade for at lade ejendommen glide over på hans hænder igen - de havde hellere set, at aktivet blev i konkursboet.
Kurator i boet, Peter Krarup, fra advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen & Partnere, er ikke helt enig i den betragtning:
»Efter at have gået de forskellige aktiver i konkursboet igennem fandt vi ud af, at selskabet Gammel Strand 42 slet ikke er et aktiv, men et passiv, fordi der slet ingen friværdi er. Dertil er gælden ganske enkelt for stor,« siger Peter Krarup.
Usædvanlig handel
Han medgiver, at manøvren er usædvanlig:
»Det er noget, vi har overvejet nøje og talt med kreditorerne om, for det er da utraditionelt. Men da ejendommen er overbelånt, risikerer vi at belaste boet yderligere i tilfælde af, at den ender på tvangsauktion,« siger Peter Krarup.
Professor og institutleder ved Juridisk Institut, Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted, siger, at manøvren er fuldt ud lovlig:
»Det er en helt igennem lovlig konstruktion. Det er jo ikke ham, der ejer ejendommen, men hans tre sønner,« siger Lars Bo Langsted.
Han mener samtidig ikke, at nogen - hverken ham selv eller samfundet - har interesse i, at Klaus Riskær sætter sig hen i et hjørne og sygner hen:
»Riskær viser, at han fortsat er en innovativ mand, og at han har en stålfast vilje til at eje netop denne ejendom,« siger Lars Bo Langsted.
Liebhaverpris
Ejendommen er vurderet til 42,5 millioner kroner og er belånt i DLR Kredit for 44, 8 millioner kroner. Dette lån er garanteret af Sparekassen Vendsyssel, og det er denne gældsforpligtelse, som Klaus Riskær nu har overtaget.
Sparekassen Vendsyssel, der med et trylleslag har fået fjernet en stor gældspost fra bankbøgerne, ønskede i går ikke at kommentere Riskærs overtagelse af Gammel Strand 42. Da iværksætteren sidst købte ejendommen for 50 millioner kroner, gav administrerende direktør, Vagn Hansen, imidlertid udtryk for, at han var ganske godt tilfreds med prisen.
En af de førende vurderingseksperter af eksklusive ejendomme i København sagde dengang, at 50 millioner kroner var en høj pris:
»Det er en liebhaverpris. Det betyder, at medmindre man har en speciel interesse i ejendommen, vil man ikke betale så høj en pris,« sagde Peter Winther, partner og administrerende direktør i Sadolin & Albæk.
Musiksite også tilbage
Klaus Riskær Pedersen er godt klar over, at han ikke har købt ejendommen til spotpris. Det er en langsigtet investering, der kommer til at give et fornuftigt afkast på sigt.
Riskær og hans tre sønner har allerede sat deres præg på ejendommen. I sidste uge åbnede de Strandbaren i den nu lukkede Restaurant Gammel Strands gamle lokaler.
Gammel Strand 42 er i øvrigt ikke det eneste aktiv, som Klaus Riskær og hans sønner har købt ud af konkursboet. Også musiksitet Tracktesting.com, som i øjeblikket har 54.000 bands tilmeldt fra 140 lande, er tilbage i familiens hænder i selskabet Reboot.





























































