Selv om man er buret inde, kan man godt købe en mondæn ejendom til 50 millioner kroner. Det er netop, hvad forretningsmanden Klaus Riskær har gjort på Gammel Strand i København.
16. februar 2010, 06:52 – opdateret 16. februar 2010, 07:01
Den fængslede forretningsmand Klaus Riskær Pedersen havde for nylig den helt store tegnebog fremme. Her købte han nemlig en nyistandsat ejendom på den fashionable adresse Gammel Strand 42 i indre København for 50 millioner kroner.
Han bor selv i ejendommen – faktisk lægger han og hans familie beslag på 750 kvadratmeter – over halvdelen af det samlede boligareal på 1.425 kvadratmeter, hvis kælderen medregnes.
Det er gennem ejendomsselskabet Gammel Strand 42, Klaus Riskær har købt ejendommen af Sparekassen Vendsyssel med hovedsæde så langt væk som i Vrå i Nordjylland.
»Det er rigtigt, at jeg har overtaget ejendommen. Jeg bor der selv og vil gerne eje murstenene. Faktisk har jeg haft ejendommen i kikkerten i mange år, men sidst, jeg forsøgte at købe, var prisen 30 millioner kroner højere, så jeg mente, at tidspunktet var rigtigt nu,« siger Klaus Riskær Pedersen.
Ikke skræmt af pris
Han er dog ikke gået amok i jubelrus over prisskiltet på 50 millioner kroner:
»Nej, jeg synes nu nok, jeg har betalt prisen. Men banken ville ikke sælge billigere. Og jeg blev ikke skræmt over en kvadratmeterpris på omkring 35.000 kroner på så god en adresse,« siger Klaus Riskær Pedersen.
Sælgeren, Sparekassen Vendsyssel, er enig med den nye ejer af Gammel Strand 42 i, at prisen er »fornuftig«, som det hedder på godt, gammeldags jysk:
»Vi er ganske godt tilfredse med salget af Gammel Strand 42,« er den kortfattede kommentar fra Sparekassen Vendsyssels administrerende direktør, Vagn Hansen.
Banken overtog for nogle måneder siden ejendommen på en tvangsauktion, hvor adskillige ejendomme, som var finansieret gennem den fynske pantebrevshaj René Müller, var under hammeren. Og for ikke at miste de millioner af kroner, som Sparekassen Vendsyssel havde i klemme i ejendommen, købte banken Gammel Strand 42 for 33,6 millioner kroner.
Når banken ikke ønskede at sælge billigere end de 50 millioner kroner, hænger det sammen med, at den garanterer de yderste dele af et realkreditlån i DLR Kredit på i alt 44,8 millioner kroner.
Uberørt af krisen
Han er ligeglad med, at prisen måske er i den høje ende. For han betragter købet som en langsigtet investering og har ingen intentioner om at sælge igen. Samtidig afviser han, at han er på vej til at blive ejendomsinvestor, selv om han nu ejer Gammel Strand 42, en stor bolig på Ibiza og en ejendom på Lergravsvej på Amager.
»Der er mange, som ejer tre ejendomme. De ejendomme betyder noget for mig og fylder en del i mit hjerte, og det er baggrunden for mit ejerskab.
Ellers er jeg bare en almindelig forretningsmand, der driver forskellige forretninger, som det faktisk går udmærket med. Jeg er heldigvis totalt upåvirket af finanskrisen,« siger Klaus Riskær Pedersen.
Lavere cigarføring
Det er helt bevidst, at omverdenen ikke hører så meget til den 54-årige bedrageridømte iværksætters nuværende forretninger, der omfatter Iværksætterfabrikken, et slags kontorhotel for iværksættere,
»Jeg kører med en betydelig lavere cigarføring med de tilbageværende virksomheder. Jeg føler ikke længere et behov for at være i offentlighedens søgelys – der har jeg været så rigeligt,« siger Klaus Riskær Pedersen.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten