En gruppe af landets allerigeste erhvervsdynastier skyder nu yderligere millioner i ejendomsselskabet Victoria Properties. Victoria opgiver samtidig fusionsplaner med Tower.
20. december 2008, 05:00
Finanskrisen rammer selv de rigtigt rige, hvor formuerne stammer fra hæderkronede virksomheder og ikke blot er rent papir.
Jørgen Mads Clausen fra Danfoss, Lensgreve Bent Wedell og A.P. Møller-arvingen Anette Følsgaard er blandt de medlemmer af den økonomiske elite, der nu poster flere millioner i ejendomsselskabet Victoria Properties.
Selskabet ejer tyske ejendomme for ca. to mia. kr. og har planer om yderligere opkøb - men da tiden ikke ligefrem er med ejendomsaktier, må velhaverne selv træde til, indtil markedet retter sig.
I alt henter Victoria fem mio. euro ved at udstede nye aktier til seks kerneinvestorer, der allerede ejer ca. 93 pct. af det børsnoterede selskab. Det er et led i en større plan, hvor næste skridt er, at investorerne forpligtiger sig til at købe aktier for 150 mio. kr. frem til 1. oktober 2010.
Mens kapitalforhøjelserne kører planmæssigt, bliver Victoria derimod ikke lagt sammen med konkurrenten Tower Group. Begge selskaber var ellers optimistiske først i december, og begge synes fortsat, at konsolidering er en god idé. Men forhandlingerne strandede i går.
»Det er sikkert, at vi ikke fusionerer, men man kan tænke sig andre former for konsolidering. Men om det sker, er for tidlig at sige,« siger Michael Sehested, adm. dir. i Victoria Properties.
Eksklusiv kreds
Victoria er stiftet af Lars Thylander, der er en erfaren spiller på ejendomsmarkedet, og bl.a. er kendt for at stå for Michael Laudrups inversteringer i ejendomme. Thylander ejer en tredjedel af Victoria, og resten af selskabet er næsten udelukkende ejet af »gamle penge« fra hans veludviklede netværk.
Små 60 pct. af de resterende aktier er nemlig delt næsten ligeligt mellem blot fire investorer. Den eksklusive kreds tæller en af landets største jordbesiddere og forretningspartner med Prins Joachim Bent Wedell fra godserne Frijsenborg og Wedellsborg, A.P. Møllers barnebarn Anette Følsgaard, Jørgen Mads Clausen og sønnen Mads Jørgen Clausen fra Dansfoss samt J.C. Hempels Fond - hvor formanden Claus Colliander tillige sidder i bestyrelsen for et af Thylanders andre selskaber.
Ejerne hører åbenlyst til blandt landets mest velkonsoliderede erhvervsfolk. Og det er Victorias held i en tid, hvor bankerne stort set ikke har penge til udlån, og hvor særligt ejendomsselskaber får opsagt kreditter og heller ikke kan skaffe ny kapital.
Victoria har derfor kunnet genforhandle et lån på 800 mio. kr. fra FIH Erhvervsbank, så driften bliver bedre, og behovet for ny kapital bliver udskudt et par år.
»Det er helt klart ikke tiden til aktieemissioner i ejendomsselskaber, og med vores model udskyder vi behovet for at hente flere penge til 1. oktober 2010. Samtidig er det en del af en større omlægning af finasieringen, så vi får et positivt resultat selv uden værdistigninger,« forklarer Michael Sehested.
Men det har altså krævet, at rigmændene har måttet til lommerne.

































