Den økonomiske krise har sat tydelige spor hos de rådgivende ingeniører, men der er mere positive forventninger til 2010.
2. september 2010, 10:33 – opdateret 2. september 2010, 10:39
Selvom omsætningen for den danske branche af rådgivende ingeniørvirksomheder steg i 2009, er der sammenlignet med 2008 tale om faldende overskud for stort set alle virksomheder. Krisen har sat sine spor, viser den årlige analyse af branchens regnskaber fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).
- I 2009 nåede den økonomiske krise til den danske rådgiverbranche, hvor alle oplevede en faldende overskudsgrad. Herunder måtte hver femte danske rådgivervirksomhed indkassere røde tal på bundlinjen. Samtidig kan vi dog konstatere, at branchen opnåede en lille fremgang i omsætningen og formåede at fastholde beskæftigelsen. Dertil kommer, at branchen generelt har mere positive forventninger til 2010, fortæller Henrik Garver, adm. direktør i FRI i en pressemeddelelse.
Læs også: Ingeniører kræver frihed til iværksætteri
Analysen viser, at branchen som gennemsnit har klaret sig rimeligt gennem krisen. Omsætningen i Danmark er øget fra 10,7 mia. kr. til 11,2 mia. kr., svarende til 4,6 procent, men overskudsgraden er reduceret til 4,6 procent fra 5,8 procent i 2008.
Krisen koster
Den reducerede overskudsgrad kan forklares med den kraftige økonomiske opbremsning globalt og i Danmark:
- Efter en række år med flotte brancheresultater for rådgiverne var det forventet, at væksten i omsætningen ville blive mindre end sidste år som følge af den økonomiske krise. Derfor er det positivt, at brancheresultaterne trods alt viser stigende omsætning og stabil eksport, siger Henrik Garver og fortsætter:
- Men en så markant reduktion i overskudsgraden som vi har set, er problematisk. Væsentligheden af de udfordringer virksomhederne har mødt, understreges af den meget store spredning, der er i resultaterne for 2009. Derimod er der for alle virksomheders vedkommende en mere positiv forventning til 2010, hvor overskudsgraden forventes at øges til cirka 6 procent.
































