Østjysk millionby på vej

Inden for få årtier vil området omkring Århus vokse sammen til én stor millionby. I samme periode risikerer Ørestaden at blive til betonslum, mener fremtidsforsker.

Århus, Vejle, Horsens og Herning er fremtidens vinderbyer, hvis man skal tro fremtidsforskerne. Til gengæld kan København se frem til en stagnerende udvikling, mens Ørestaden er i stor risiko for at udvikle sig til moderne betonslum.

Sådan lyder det i en analyse fra Center for Fremtidsforskning, skriver Børsen. Århus vil i følge analysen blive centrum i en såkaldt "båndby", hvor de nærliggende områder som Randers, Horsens og Vejle vil smelte sammen, og skabe én stor by med op mod 1 mio. indbyggere.

Læs også: Her er de dyreste byer

"I 2030 til 2040 vil vi begynde at erkende sammenvoksningerne i dette område som ét bysamfund," siger Jesper Bo Jensen til Børsen.

Det er i høj grad de østjyske motorveje, der gør ikke kun de nuværende mellemstore byer i området til vindere, men også mindre byer i området som Skanderborg, Hadsten eller i dag stort set ukendte småbyer som Galten og Søften attraktive. Takke være det østjyske motorvejsnet kan de få en fremtidige rolle som populære forstader for personer, der arbejder i de fremtidige centre i båndbyen - det vi i dag kender som Århus, Vejle og Horsens.

Læs også: Småbyer går amok i Google-fiber-rus

Mens det altså i følge fremtidsforskerne kommer til at gå rigtig godt for byerne i Østjylland, ser det mindre opløftende ud for Københavns-området. Godt nok vil Nordsjælland vedblive at være populært, men i selve København vil der på grund af mangel på byggejord være stagnerende udvikling. Værst vil det i følge fremtidsforskerne kunne gå i Ørestaden, der efter Jesper Bo Jensens mening ikke udvikler sig optimalt, og hvor forkert planlægning kan skabe en ny form for betonslum. 

Til gengæld står andre dele af Sjælland til at opleve fremgang:

"Hvis jeg skal komme med et bud på, hvilke områder, der bliver fremtidens vindere, så vil jeg nævne Køge og det nye udviklingsområde ved Frederikssund," siger Jesper Bo Jensen til Børsen. 

 

 



Markedet lige nu