Der bliver nu ført en række sager mod kommuner med de højeste gebyrer, men udfaldet kan gå begge veje.
20. januar 2010, 12:13
Bygherrer over hele landet kan med spænding se frem til afgørelsen i en række sager i Statsforvaltningen for Hovedstaden. Kommunerne kan blive tvunget til at sætte byggesagsgebyrerne ned.
Men udfaldet kan også blive det modsatte, det kan i givet fald inspirere mange af de økonomisk pressede kommuner til at hente endnu nogle millioner på gebyrkontoen.
Byggesagsgebyrer er et af de områder, hvor det kommunale selvstyre endnu bliver taget bogstaveligt. Kommunerne må ikke tage højere gebyrer, end omkostningerne berettiger. Men bortset fra det har de stort set frie hænder. De må sætte gebyrerne så lavt, de vil, og det udnytter mange i bestræbelserne på at tiltrække borgere og virksomheder.
Kæmpe forskel
Resultatet er, at forskellen mellem byggesagsgebyrerne er enorm. For eksempel koster det 20 gange så meget at få behandlet byggesagen i en standard kontor- eller boligejendom i Fredensborg som i Herning. Det fremgår af en ny oversigt over gebyrer i hele landet, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har udarbejdet.
Fredensborg er særligt dyr, men generelt er det kommunerne i hovedstadsområdet, der vælger at sætte gebyrerne højt.
Men nu bliver der rokket ved båden. Med et nyt regelsæt fra marts sidste år blev kommunerne pålagt at specificere gebyrerne på fem forskellige ejendomstyper. Det har udløst et en god håndfuld klager alene i Statsforvaltningen Hovedstaden, og det er usædvanligt mange, oplyser kontorchef Lone Birgitte Christensen.
To af klagesagerne vedrører Fredensborg Kommune. Her benyttede man også regelændringerne til at regne på de faktiske omkostninger ved byggesagsbehandlingen med den målsætning, at gebyrerne i fuldt omfang skulle dække disse omkostninger. Det blev i praksis til en klækkelig prisforhøjelse.
Formanden for kommunens plan- og klimaudvalg Lars Simonsen (rad.) kan godt forstå, hvis borgerne og virksomhederne synes, at gebyrerne ser høje ud.
Håb for klagerne
Trods forhøjelsen af gebyrerne i Fredensborg kom de alligevel ikke til at dække omkostningerne i fuldt omfang. Det skyldes nedgangen i byggeaktiviteten - det færre antal sager har ikke reduceret omkostningerne tilsvarende, fordi sagsbehandlerne i kommunen stadig skal have deres løn. Kommunen har omkostninger til byggesagsbehandling på godt 4 mio. kr.
Dette forhold - at man er nødt til at se indtægter og udgifter over en længere periode for at afgøre, om pengene passer i sidste ende, hører til de forhold, der kan give klagerne håb om at få medhold i sagerne.
Lone Birgitte Christensen har ikke på nuværende tidspunkt noget bud på, hvordan sagerne, der er indbragt for Statsforvaltningen Hovedstaden, vil falde ud.
I nogle kommuner er visse af gebyr-typerne også meget usædvanlige, så der kan komme ballade om dem, hvis der endelig kommer en sag. Lyngby-Taarbæk har for eksempel de næsthøjeste gebyrer på lager- og fabriksanlæg, men det er meget sjældent, at den slags bliver bygget i kommunen.





























































