Nordsjælland udbygger fjernvarme for 300-400 millioner

En række projekter om fjernvarme til flere hundrede millioner kroner giver masser af byggejob i Birkerød og omegn.

Den på en gang massive og spredte udbygning af det danske fjernvarmenet påkalder sig ikke megen medieopmærksomhed, men alene i og omkring Birkerød i Nordsjælland er flere projekter i gang.

I kroner og øre summer de op i 300-400 millioner kroner, hvoraf hovedparten går videre til underleverandører, blandt andre byggefirmaer, som graver rør ned, og installatører, som kobler varmeanlæggene i de enkelte boliger og ejendomme til varmerørene.

Det største projekt til en kvart milliard kroner er i fuld gang i selve Birkerød, hvor knap 4000 husstande samt en del virksomheder og institutioner dropper naturgassen. I stedet bliver store dele af byen koblet på den mere miljøvenlige fjernvarme via store varmerør fra Nordforbrænding i Hørsholm.

- Vi har afsluttet fase 1 i byens nordøstlige udkant og er nu i gang med fase 2 i centrum. Senere i år går vi i gang med fase 3, som omfatter et erhvervsområde og nogle boligblokke i den sydlige del af byen, siger Jan Olsen, underdirektør i Nordforbrænding.

Det fælleskommunale selskab skaber varme ved at afbrænde affald fra en håndfuld kommuner i Nordsjælland. Desuden er der forskellige reservesystemer til hårde vintre, for eksempel er selskabet forbundet med andre producenter af energi og varme.

Udbygningen i Birkerød løber frem til 2012, og erfaringsmæssigt kommer 80 procent af de mulige kunder med fra start, når deres kvarter får fjernvarmerør. Stort set alle de øvrige 20 procent kommer med drypvis senere, siger Jan Olsen.

Omlægning til fjernvarme - der også er billigere end naturgas - har skabt lokal interesse, og et nyt, lille projekt med 200-225 husstande til 8,5 millioner kroner er ifølge Jan Olsen på tegnebrættet og skal behandles i Rudersdal byråd til efteråret. Han er helt sikker på, at også flere andre kvarterer i Birkerød kommer med over på fjernvarmen.

Desuden har Nordforbrænding "i nogen tid" haft kig på et område med 2000 husstande i det nærliggende Humlebæk - et projekt til anslået 80-100 millioner kroner.

Politisk har fjernvarmen i disse år medvind, fordi den er mere miljøvenlig og udleder meget mindre CO2 end de fleste andre stabile energikilder. En stor del af fjernvarmen skabes ved at brænde almindeligt affald fra husholdninger, og de senere år har fjernvarmeværkerne suppleret med vedvarende energi som biomasse.

I øjeblikket forsynes 62 procent af husstandene i landet med fjernvarme, men den andel vil formentlig stige de kommende år, blandt andet ved at omlægge naturgasområder til fjernvarme. I en række kommuner bliver fjernvarmenettet udbygget, som omtalt af ErhvervsBladet - blandt talrige eksempler er Gladsaxe og Gentofte ved København og Bornholm.

Læs her om det oversete milliardmarked i udbygning af fjernvarmen i Danmark

Senest har regeringens oliefyrspulje givet et vist skub til udskiftningen af oliefyr med fjernvarme, om end det går noget trægt med at få brugt puljen, mener i hvert fald installatørernes brancheorganisation, Tekniq.

 



Markedet lige nu