Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Milliardhul i Schwartz Thomsens bo

En foreløbig status på boet efter Roskilde Banks største kunde, Kenneth Schwartz Thomsen, viser, at der mangler knap 2,4 mia. kr. før alle kan få deres.

Værdierne i konkursboet efter Kenneth Schwartz Thomsens Europolitan er på 23,4 mio. kr., mens det samlede krav er på 2.398 mio. kr. Der mangler altså over 100 kr. for hver krone, der er i kassen.

Det viser den seneste redegørelse fra kuratorerne, som er i gang med en langstrakt oprydning i det konkursramte ejendomsselskab, der bl.a. skyldte en lille mia. kr. i krakkede Roskilde Bank og var et flittigt medlem af den »byttebande«, som Jyllands-Posten har afdækket.

Indtil videre er omkring halvdelen af Europolitans ca. 60 ejendomme blevet solgt på tvangsauktion. Der er dog fortsat stor usikkerhed om værdierne i konkursboet, og den aktuelle opgørelse er i bogstaveligste forstand en mellemregning:

»Passiverne vil falde hen ad vejen i takt med, at ejendommene bliver solgt på tvangsauktion, og bankerne tager sikkerhederne hjem, så i sidste ende vil underbalancen være mindre. Men det er rigtigt, at der under alle omstændigheder mangler et meget stort beløb,« siger advokat Anne Birgitte Gammeljord, kurator for Europolitan K/S og partner i Gorissen Federspiel.

Kenneth Schwartz Thomsen og hans selskaber gik konkurs i september 2008. Forinden havde Skat konfiskeret hans luksusbiler og sigtet ham for groft skattesvig.

Retssager på vej

Også i afviklingen af konkursboet er der opstået tvister, og indtil videre har kuratorerne fundet fem udbetalinger op til konkursen, som nu forsøges omstødt ved retten. »Der er dels nogle fordringsprøvelser, hvor familien mener at eje en del af løsøret, dels har kuratellet indtil videre indledt fem sager for at få omstødt betalinger kort før konkursen.« »Der er ikke noget dramatisk i disse sager, men vi er heller ikke færdige med undersøgelserne, og vi har sikret os, at den normale tidsfrist for omstødelsessager er suspenderet,« fortæller Anne Birgitte Gammeljord.

Revisionsfirmaet Deloitte undersøger i øjeblikket, om der er flere omstødelige betalinger, forsvundne midler og muligheder for at kræve erstatning i den forbindelse.

 




Markedet lige nu