Kriseramt rigmand kæmper for sit livsværk

Den tidligere milliardær Michael Kaa Andersen, der blandt andet ejer Bella Center og Basisbank, kæmper for at redde sin koncern Proark, der efter underskud på over en halv milliard de to sidste år lever på bankernes velvillighed.

To års voldsomme underskud har for den tidligere så stenrige ejendomsinvestor Michael Kaa Andersen været mere end hans ekspansive Proark-koncern kunne klare.

Rigmandens selskab, hvorigennem han blandt andet ejer Basisbanken, en lang række ejendomme både herhjemme og i udlandet, samt en stor aktiepost i Bella Center, kæmper således netop nu for at få en aftale på plads med bankerne.

Proark og Michael Kaa Andersen har nemlig gennem en årrække ekspanderet voldsomt og opkøbt stribevis af ejendomme, hvilket betyder at alene bankgælden i selskabet ifølge det netop udsendte regnskab er på næsten fire milliarder kroner.

Endnu er det ikke lykkedes for den tidligere milliardær at få en aftale på plads med bankerne og både han selv og virksomhedens to revisorer udtrykker derfor tvivl om, hvorvidt selskabet kan fortsætte såfremt der ikke findes en løsning med kreditorerne.

Ud over det tager revisorerne Peter Nordahl og Kim Nielsen Fra Beierholm også forbehold for, at Michael Kaa Andersen ikke har indregnet de såkaldte renteswaps i regnskabet samtidig med, at revisorerne ikke kan vurdere, om Proarks mange ejendomme er bogført til den korrekte værdi.

Tjener på Bella Center

Til trods for de mange triste meldinger i 2009-regnskabet fra Proark tegner Bella Center sig for en positiv solstråle mellem de mange mørke skyer. Takket være store arrangementer så som klimatopmødet COP15 og IOC’s kongres har det store center på Amager nemlig haft sit hidtil bedste år nogensinde med et driftsresultat på 178 mio. kr.

Selv påpeger Michael Kaa Andersen, at Bella Center set med hans øjne han en væsentlig højere værdi, end hvad det står opgivet til i Proarks regnskab.

Mens konferencer, topmøder og andre store arrangementer har været en god forretning for Michael Kaa Andersen, der i 1987 stiftede selskabet Ejendomsinvest og siden har udbygget sine ejendomsinvesteringer, har hans golf-eventyr imidlertid været en dyr fornøjelse.

Hans selskab Proark Golf, der driver syv golfklubber rundt omkring i Danmark, taber således godt 18 millioner kroner i 2009.

Business.dk arbejder på at få en kommentar fra Michael Kaa Andersen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu