Krav til energi-byggeri rykker nærmere

Står det til regeringen, må energiforbruget i nye bygninger anno 2020 højst være en fjerdedel af det, der gives tilladelse til i dag.

Allerede næste år vil regeringen fastlægge energikravene for Bygningsreglementet anno 2020. Målet er et loft på energiforbruget svarende til en fjerdedel af det eksisterende.

Fastlæggelsen af fremtidens krav til nybyggerier sker i forlængelse af den strategi, regeringen offentliggjorde sidste år. Og der må ikke være fra langt fra ambitioner til klare regler og rammer, mener økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:

- Jeg har fremskyndet arbejdet og bedt Erhvervs- og Byggestyrelsen om i dialog med byggeerhvervet, materialeproducenter og videninstitutioner at udarbejde en 2020-klasse så hurtigt som muligt. Jeg forventer, at vi senest i foråret 2011 – og jo før jo bedre – kan udmelde den frivillige 2020-klasse i bygningsreglementet. Dermed bliver Danmark et af de første lande i Europa, der får defineret og fastlagt en så skrap energiramme i lovgivningen. Samtidig får erhvervet ni år til at udvikle nye og innovative løsninger og produkter.

Innovation

Dansk Byggeri ser positivt på regeringens beslutning om at fastlægge energikravene i Bygningsreglementet allerede til næste år. Det lover godt for udviklingen af et CO2-neutralt og energieffektivt dansk byggeri.

- Med offentliggørelsen af de tekniske krav, som bliver gældende om 10 år, får byggeerhvervet ikke blot rigtig gode muligheder for at udvikle de byggekomponenter og de kompetencer, som er nødvendige for at leve op til de fremtidige krav. Vi får også chancen for at kunne levere løsninger, som vil have interesse langt uden for landets grænser. Det, at vi får et konkret referencemål, vil få betydning for alle, der i de kommende år står over for at skulle bygge, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

At kravene meldes ud i god tid sikrer, ifølge Michael H. Nielsen, at forskning og innovation kan gå hånd i hånd med virksomhedernes udviklingsaktiviteter:

- Vi har allerede set, hvordan bygningsreglementet siden 2006 har skabt innovation og udvikling inden for energieffektivisering af nybyggeri. Det vil udmeldingen om de nye krav fra 2020 helt sikkert også gøre, siger han.

 



Markedet lige nu