Jysk kommune slår 200.000 af prisen på byggegrunde.
2. marts 2010, 09:25
Odder kommune sælger ikke ret mange grunde i øjeblikket, fortæller borgmester Elvin Hansen. Derfor har han slået 200.000 kr. af prisen på 23 byggegrunde i kommunens yderområder. Det oplyser P4 Østjylland
- Vi tror, at markedsprisen på grundene er faldet så meget ude i oplandet, og at det er nødvendigt at sætte prisen ned, hvis vi skal kunne sælge grunde f.eks. i Gylling og Ørting, lyder det fra borgmesteren.
Moms på grunde næste år
For købere kan det være en god ide at købe en grund i år, for næste år lægger staten nemlig moms på salg af byggegrunde, og borgmesteren er da heller ikke bleg for at bruge det som et salgsargument.
Han slår fast, at det er med at få købt en grund nu, hvis man vill have en grund i Odder.
- Det er de billigste grunde, der nogensinde kommer, siger han til P4 Østjylland.






























































