Kalundborg vil udvide sit ’hovedrådhus’ med tre nye fløje og sælge fire små rådhuse.
3. august 2010, 07:09 – opdateret 3. august 2010, 07:11
Kalundborg Kommune i Vestsjælland lægger fire år efter strukturreformen op til en ny rådhuskabale, som kan betyde, at ’hovedrådhuset’ i selve Kalundborg skal udbygges med tre helt nye fløje.
Her skal være de funktioner, som nu ligger i rådhusene i de fire kommuner, der gik sammen med Kalundborg fra 2007.
Ifølge borgmester Martin Damm (V) skal byggeriet og den efterfølgende lukning af de fire små rådhuse udløse besparelser på 10-20 millioner kroner om året, fordi det giver store fordele at samle alt administrativt personale ét sted.
- Alene kørepengene koster kommunen seks millioner kroner årligt, siger Martin Damm til dagbladet Sjællandske.
Forslaget skal drøftes på et budgetseminar senere på måneden, og venstreborgmesteren regner med bred opbakning til ideen. I øjeblikket har Kalundborg, som udløber af kommunesammenlægningen, adresser i Gørlev, Høng, Ubby og Svebølle foruden selve Kalundborg.





























































