Køge vil over fem år forsyne store dele af byen med fjernvarme for 2/3 milliard.
29. juni 2010, 14:53
Østsjællandske installatører og entreprenører kan godt smøge ærmerne op: Fra 2011-16 vil Køge Kommune etablere et fjernvarmenet til en pris af rundt regnet 650 millioner kroner.
Det fremgår af en fjernvarmeplan, som blev præsenteret tirsdag på rådhuset i den sjællandske købstad, der vil skabe en mere miljøvenlig varme end den nuværende naturgas.
- Projektet vil sikre et stort antal arbejdspladser i anlægsperioden, udtaler borgmester Maria Stærke (S) i en pressemeddelelse.
I løbet af de fem år skal eksisterende bygninger på 1,8 millioner kvadratmeter og nybyggeri på 600.000 kvadratmeter kobles på. Kommunen regner med 700 kunder, dels større boligblokke med fælles varmeanlæg, dels virksomheder og institutioner.
På kort sigt er der ikke økonomisk gevinst ved at udbrede naturgassen til parcelhuskvarterer og landsbyer i kommunen, der har 57.000 indbyggere.
Varmen skal leveres fra Dong Energys kraftvarmeværk på Køge Havn, og den vil udelukkede komme fra miljøvenlig træflis. Senere skal Køge måske have varme fra forbrænding af affald i det kommunale selskab VEKS på den københavnske vestegn.
Kæmpe milliardmarked
Fjernvarme skaber en vis aktivitet i den ellers trængte byggebranche i disse år, fordi den politisk har medvind. Den er mere miljøvenlig og udleder meget mindre CO2 end de fleste andre stabile energikilder.
En stor del af fjernvarmen skabes ved at brænde almindeligt affald fra husholdninger, og de senere år har en stor del af landets godt 400 fjernvarmeværker suppleret med netop træflis som i Køge eller med andre vedvarende energikilder.
I øjeblikket bliver 62 procent af husstandene i landet forsynet med fjernvarme, men andelen vil formentlig stige de kommende år, blandt andet når naturgasområder gradvis omlægges til fjernvarme.
I en række kommuner bliver fjernvarmenettet udbygget, som omtalt af ErhvervsBladet - blandt talrige eksempler er Gladsaxe og Gentofte ved København, Bornholm og Birkerød i Nordsjælland.
I Køge skal planen om fjernvarme i offentlig høring, og den endelige plan ventes at blive vedtaget i byrådet inden nytår, så de første kunder kan kobles på fjernvarmen i løbet af 2011.
Læs mere om det oversete milliardmarked i at udbygge fjernvarmen i Danmark
Senest har regeringens oliefyrspulje givet et vist skub til udskiftningen af oliefyr med fjernvarme, selv om installatørforeningen Tekniq synes, at det går lige trægt nok med at få brugt puljen.





























































