En ukendt investor har i al hemmelighed købt for mere end 5 mia. kr. investeringsejendomme i Paris siden 2007 gennem mere end 50 danske anpartsselskaber, der alle sammen er en del af det Luxembourg-baserede Paris Premier Properties.

Det fremgår af dokumenter fra Luxembourg og af papirer, som dagbladet Børsen har fået aktindsigt i hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

De parisiske ejendomme, der hovedsagligt ligger i det mondæne trekantområde mellem Eiffeltårnet, Triumfbuen og Champs-Élysées, er placeret i en stribe selskaber hos selskabsadministrations- og skatterådgivningsselskabet Equinor på Frederiksgade i København.

Hovedbankforbindelse er den tyske Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrale, der har pant i alle ejendommene.Ifølge kilder kan manden bag Paris Premier Properties være den 44-årige ungkarl Mikhail Prokhorov, der ifølge erhvervsmagasinet Forbes er Ruslands rigeste mand med en formue på 50 mia. kr.

Han har ifølge Børsens kilder i al hemmelighed opkøbt for store summer ejendomme nær Champs-Élysées og i det 16. arrondissement vest for Triumfbuen og Eiffeltårnet.

Mikhail Prokhorov har i årevis haft et kompliceret forhold til Frankrig, fordi han for tre år siden blev arresteret på en mistanke om, at han stod i spidsen af en prostitutionsring. Siden opgav de franske myndigheder sagen.