(Opdateret) Byggefolk og installatører glæder sig over regeringens energiudspil og håber på en politisk løsning i år.
24. februar 2011, 13:01
(Opdateret med kommentarer fra Tekniq.)
Torsdagens klimaudspil fra klima- og energiminister Lykke Friis (V) og den øvrige VK-regering bliver modtaget med tilfredshed af byggefolk og installatører. "Energistrategi 2050" kan udløse 10.000 ekstra job hos især små og mellemstore virksomheder, og det bør være muligt at opnå enighed i Folketinget.
- Det her giver gode muligheder for byggeriet, og indsatsen med at energirenovere eksisterende bygninger bliver accelereret, siger specialkonsulent Jonas Møller fra Dansk Byggeri til ErhvervsBladet.
Han skønnede i efteråret, at Klimakommissionens forslag vil kaste omkring 10.000 job af sig, og da regeringen tager afsæt i de forslag, bliver effekten formentlig i samme niveau - og vil vare frem til 2020, den første og mest konkrete fase i udspillet.
- Og størsteparten vil gå til små og mellemstore byggefirmaer, fordi indsatsen ligger på bygningsområdet, påpeger Jonas Møller.
Læs fra evb.dk om Klimakommissionens rapport
Planerne omfatter desuden massiv udbygning af vindmøller, og byggeopgaverne her - for eksempel at støbe fundamenter - går typisk til de store byggekoncerner.
Også DS Håndværk & Industri, der blandt andet organiserer små 1.200 vvs-firmaer, ser store muligheder.
- Det vil være til stor gavn for mange medlemmer, især når der skal installeres varmepumper, og når olien skal konverteres til andre energiformer ude på matriklerne, siger administrerende direktør Lars Bode.
Han forudser samtidig gevinster til de mange medlemmer, som er underleverandører til vindmølleindustrien og eksempelvis termostatgiganten Danfoss.
Enighed i sigte
Det langsigtede mål for regeringen er at udfase olie, kul og andre fossile brændstoffer frem til 2050. I første omgang er målet at mindske energiforbruget og et øge andelen af vedvarende energi til 33 procent i 2020. Blandt andet skal det snart være slut med at installere oliefyr ved nybyggeri, og eksisterende oliefyr skal gradvis udskiftes til mere miljøvenlige energiformer.
Tekniq, med 3.000 installatørvirksomheder, ser en positiv jobeffekt ved udfasningen af oliefyr, men mener ifølge afdelingschef Christian Jarby, at udspillet "fokuserer for lidt på energibesparelser og for meget på vindmøller".
Regeringen vil skrue op for energirenoveringer primært ved at øge kravene til energiselskaberne om at skaffe besparelser.
De to regeringspartier har dog ikke på forhånd flertal bag sin plan, og tidligere har mange spået, at det ville være svært at få vedtaget en langsigtet klimastrategi i valgåret 2011, så jobgevinsterne kan høstes fra næste år. Men nu peger Dansk Byggeri på, at partierne i realiteten er ret tæt på hinanden.
- Politisk bør der kunne indgås en aftale, selv om det er valgår. Vi vil blive meget skuffede, hvis det ikke lykkes at indgå en aftale, siger Jonas Møller.
Læs også på evb.dk:
Energirenoveringer bliver en guldgrube





























































