Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Jysk vindmøllefirma viser vejen for grønt byggeri

Wind Estate vil være uafhængig af naturgas, der slipper op om 20-30 år. Firmaets nye domicil er et lavenergi hus uden tilslutningspligt til naturgas.

0 af 6 stjerner

Ejerskab og drift af mere end 180 vindmøller nærmest forpligter Wind Estate A/S til at have en stærk grøn profil. Det er også derfor, at firmaet bygger sit nye domicil i Randers med jordvarmeanlæg, tre-lags lavenergi vinduer, intelligent styring af el og ventilation og ekstra isolerede ydervægge.

Det gør byggeriet dyrere, men merinvesteringen i jordvarme er tjent hjem på seks-syv år. Derefter udgør varmeprisen alene varmepumpens elforbrug. Men firmaet har faktisk ikke haft økonomien i tankerne.

- Vores kerneforretning er at eje, drive og servicere vindmøller over hele landet. Derfor er det nærliggende at tænke energirigtigt, når vi selv bygger. Vi traf en principiel beslutning om, at vi vil være uafhængige af naturgas, som der ellers er tilslutningspligt til, der hvor vi bygger. Om 20-30 år er det slut med naturgassen og hvad så? Set i det lys virker tilslutningspligten ikke særlig fremadrettet, siger direktør Erik Abraham. Sammen med Jens Petri Petersen ejer han Wind Estate A/S, der har ni medarbejdere. De servicerer knap halvdelen af deres vinmøller, mens eksterne firmaer passer den anden halvdel. Sidste år havde firmaet et resultat før skat på 24 mio. kroner.

Det nye domicil på 1.400 kvadratmeter er et lavenergihus med en så lav varmeafgivelse – den såkaldte U-værdi – at det er fritaget for at modtage naturgas.

Meromkostningen ved at bygge energirigtigt er cirka 300 kr. pr. kvadratmeter. Den årlige varmebesparelse er til gengæld på 50-55 kroner pr. kvadratmeter i forhold til et traditionelt opvarmet byggeri med gasfyr.

DS Flexhal A/S er totalentreprenør på byggeriet med Allan Dahl Larsen som projektleder. Han styrer 16 forskellige underleverandører og fastslår, at byggeriet har været god læring for DS Flexhal.

- Byggeriet peger fremad. Med større fokus på energi- og miljøspørgsmål skal vi regne med, at der fremover bliver større og større efterspørgsel på den slags energiløsninger, som Wind Estate har valgt som standard. Derfor har byggeriet været rigtig godt for os at øve os på. Vi har opbygget viden, der styrker vores konkurrencekraft, og som vi kan tage med over i byggerier for andre kunder, siger Allan Dahl Larsen.

- De fleste industrivirksomheder bygger så billigt som muligt og betaler varmen over driften. Jeg har ikke været med til at bygge et tilsvarende projekt som hos Wind Estate, hvor vi isolerer med 240 mm i betonelementerne. Det normale er 125-150 mm. Lavenergivinduerne betyder, at der godt kan være dug på ydersiden af vinduerne, fordi dugpunktet, dvs. der hvor kulde og varme mødes, er flyttet helt derud. En computer styrer elektriciteten, så lys og ventilation bliver derfor kun tændt, når der er mennesker i rummet. Om sommeren leverer jordvarmeanlægget køling til hele huset, siger Allan Dahl Larsen. Torsdag var der rejsegilde på byggeriet.

 




Markedet lige nu