Interesse for passivhuse lav

Byggebranchen er klar med klimavenlig bygge-teknik, men husene bliver dyrere og er svære at sælge uden tilskud.

Den danske byggebranche har kompetencerne til at bygge huse med ekstremt lavt energiforbrug, men indtil videre er efterspørgslen yderst beskeden. Prisen på husene er nemlig mellem ti og 15 procent dyrere end standardhuse, og energibesparelsen kan ikke finansiere merprisen.

Alligevel arbejder byggebranchen hårdt på at udvikle ny klimavenlig byggeteknik. Håbet er, at klimavenlige huse senere bliver kommercielt bæredygtige.

Passivhus på Sjælland

En af udbyderne er nyhus-firmaet, Lind & Risør, der i går indviede Sjællands første såkaldte »passivhus«. Det er godkendt efter de standarder, som det anerkendte tyske Darmstadt-institut har fastlagt, og som reducerer energiforbruget med op til 75 procent i forhold til standardhuse.

Passivhuset, der ligger i Allerød, lever dermed op til de energistandarder, som vil være gældende i Danmark i år 2020.

Fra 2015 skal alle nye huse i Danmark leve op til et krav om at bruge 50 procent mindre energi, end et standardhus gør i dag.

Markedet mangler

- Vi har bygget det her hus som et demonstrationsprojekt og håber, at der på sigt kan skabes et marked for det. Men vi så gerne, at der kom nogle incitamenter i form af tilskud. Selv om der er mange, der gerne vil yde et bidrag for et bedre klima, er det ikke nok til at drive markedet, siger markedsdirektør Claus Grandlund, Lind & Risør.

I det nye passivhus, som Lind & Risør har opført, er varmeregningen på cirka 2.000 kr. om året, hvilket er 4.000 kr. mindre end i et standardhus. Både olieprisen og de grønne afgifter skal stige kraftigt for at få mer-investeringen i passivhuse til at forrente sig. Den dyrere byggepris hænger sammen med, at passivhuse har væsentligt tykkere mure, der kan rumme den nødvendige isolering. Desuden er der udviklet nye materialer og løsninger for at opfylde energikravene.

I Dansk Byggeri vurderer adm. direktør Lars Storr Hansen, at der på sigt kan skabes et marked for lavenergihuse uden, at staten strammer sine byggeregulativer mere, end det allerede er planlagt.

- Vi er tilfredse med timingen i stramningerne - vore virksomheder skal også have tid at tilpasse sig, men vi ser gerne, at staten går foran og stiller krav om at benytte lavenergistandarder i offentlige byggerier. Det kan være med til at drive markedet frem, tilføjer han.

 



Markedet lige nu