Fremgang for Tower Group

Ejendomsselskabet Tower Group er kommet styrket ud af en krise efter en rekonstruktion af selskabet. Det fremgår af delårsrapporten for perioden 1. juli 2009 - 30. juni 2010.

Tower Group har ændret regnskabsår til at følge kalenderåret med en overgangsperiode på 18 måneder. Så det er de første to tredjedele af regnskabsåret fra 1. juli 2009 til 31. december 2010, der rapporteres for.

Nettooverskuddet i perioden - de første 12 måneder af 2009/10 - blev 443,4 mio. kr. mod et underskud i samme periode sidste år på 257,9 mio. kr.

- Resultatet for perioden er væsentligt påvirket af nedskrivning af værdien af koncernens investeringsejendomme samt resultateffekten af selskabets finansielle rekonstruktion i februar 2010, oplyser selskabet.

Effekten af rekonstruktionen opgøres i regnskabet til 648 mio. kr.

- Nettoeffekten består hovedsageligt af 398,2 mio. kr. som stammer fra konvertering af gæld og gældseftergivelse til danske og udenlandske 2. prioritetsbanker, såvel som 268,8 mio. kr., der relaterer sig til konvertering af obligationsgæld til aktiekapital. Udgifter relateret til konvertering af gæld beløber sig til -18,8 mio. kr., forklarer selskabet.

Tower Groups resultat før skat, værdireguleringer af investeringsejendomme og rekonstruktion endte på -104 mio. kr. sammenlignet med -238,9 mio. kr. for samme periode sidste år.

- Resultatet før værdireguleringer af investeringsejendomme og rekonstruktion anses af ledelsen som værende utilfredsstillende, men et resultat, som er forventeligt i forhold til den rekonstruktionsproces, Tower Group har været igennem de første 12 måneder af regnskabsåret 2009/10, fremhæver ledelsen.

Den planlagte rekonstruktion af Tower Group er gennemført med en kontant kapitalforhøjelse og kapitalforhøjelse ved konvertering af gæld.

- Selskabets kapitalbase er styrket med ca. 900 mio. kr. hvoraf 162,0 mio. kr. er i likvider, fremhæver selskabet.

Den nye hovedaktionær i selskabet er BXR Tower B.V. Men der skal bruges mere kapital, og den nye hovedaktionær ser ud til gerne at stille op igen.

- Bestyrelsen har modtaget en ikke bindende positiv indikation fra hovedaktionæren BXR Tower B.V. om tilførsel af kapital i en rettet emission i størrelsesordenen 60-75 mio. kr., fremgår det af regnskabet.

Tower Group nedjusterer forventningen fra maj på et koncernresultat af fortsættende aktiviteter før værdireguleringer, justeringer på egenkapitalen, som følge af rekonstruktionen, og skat i niveauet minus 115 mio. kr. til minus 125 mio. kr. for omlægningsåret fra 1. juli 2009 til 31. december 2010.

Nu ventes et underskud på 125 mio. kr. til 135 mio. som følge af ændringer til dagsværdiopgørelsen af gæld efter rekonstruktionen, som skyldes ændret periodisering af renterne, fremgår det af regnskabet.

 



Markedet lige nu