Patenteret superlet beton får et gennembrud med første rigtige byggeordre og kapitalindsprøjtning fra halvoffentlig fond.
28. november 2011, 06:00
Meget tyder på, at den nystartede betonvirksomhed Abeo A/S står foran et gennembrud: Firmaet blev etableret sidste år med afsæt i et patent fra DTU på SL-beton - superlet, men stærk beton.
Nu har firmaet fået sin første kommercielle ordre - til en udvidelse netop af DTU, det tekniske universitet nord for København. Samtidig har Seed Capital, som består af både private og offentlige penge til nye virksomheder, skudt 11 millioner kroner ind i firmaet.
Læs også: Skat lukker nordjysk betonfirma
Ifølge Seed Capital er det meget vanskeligt at trænge ind på betonmarkedet med nye produkter, men hvis det lykkes, er der store muligheder for solid indtjening.
- Det kræver rigtig meget tålmodighed, hårdt arbejde og mere tålmodighed. Abeo har opnået utrolig meget på kort tid, siger Seed Capital-partner Steen Halbye, der er overbevist om, at Abeo er på rette vej.
Læs også: Ung iværksætter-veteran i cleantechsucces
Abeo mener, at gennembruddet skyldes et godt samspil mellem opfinderen, DTU-professor Kristian Hertz, og ikke-tekniske forretningsfolk.
- Samarbejdet har gjort, at vi i dag kan tilbyde et langt bedre produkt end konkurrerende produkter, samtidig med at det giver markante prisbesparelser, siger medstifter Alexander Wulff.
Med den nye kapital i ryggen er Abeo ifølge en pressemeddelelse ved at ansætte to nye medarbejdere.





























































