Erhvervs-ejendomsmæglere på fallittens rand

En analyse af regnskaberne hos de 20 største erhvervsejendomsmæglere afslører store tab og underskud mange steder.

2 Kommentarer

Hovedparten af de hjemlige erhvervsejendomsmæglere bevæger sig på fallittens rand efter to katastrofale år, skriver Økonomisk Ugebrev.

Kun kapitalstøtte fra enten udenlandske ejere og eller mæglerkædernes danske realkredit- og bankejere har sikret fortsat overlevelse hos en stor del af firmaerne.

De mindre selvstændige mæglere har i mange tilfælde undladt at hæve nævneværdig løn for at overleve. Og for de større og mellemstore selvstændige firmaer er der skåret hårdt i omkostningerne for at tilpasse forretningen til en ny og anderledes markedsvirkelighed, som forventes at fortsætte flere år frem, viser Økonomisk Ugebrevs årlige brancheanalyse af Erhvervsejendomsmæglerne, som blandt andet indeholder en gennemgang af de seneste årsregnskaber for de tyve største mæglere.

Læs også: Bøder til to ejendomsmæglere

Gennemgangen viser, at de tyve største mæglere sidste år fik et samlet driftsresultat på minus 44 mio. kr. mod minus 71 mio. kr. året før. Samlet faldt firmaernes egenkapital fra 125 til 82 mio. kr., altså med mere end 30 pct., og hovedparten af kapitalen er koncentreret på få firmaer.

Seks af de tyve firmaer havde ved udgangen af 2009 negativ egenkapital. Heraf er tre firmaer i Nybolig eller EDC kæden, og dermed antageligt økonomisk understøttet som en del af en kapitalkæde.

GaardeErhverv har de seneste år tabt 18 mio. kr. og har ved udgangen af 2009 en negativ egenkapital på 11 mio. kr. I regnskabet tager revisor forbehold for fortsat drift på grund af betydeligt likviditetspres, hvorved revisor vurderer, at ”selskabets kapitalberedskab er utilstrækkeligt til at gennemføre driften i den kommende periode.” 

Læs også: Hjemvendte rige sætter skub i salget af luksushuse

Ledelsen oplyser, at der forventes plus i år, dels som følge af lavere omkostninger, dels som følge af mere forretning fra Engel & Völkers Commercial Gmbh.

Kun tre firmaer ud af de tyve største kom ud med et plus på bundlinjen før skat – med EDC Poul Erik Bech,som suverænt bedste forretning. Hovedaktionær Poul Erik Bechs eget selskab, Ejendomsmægleraktieselskabet Poul Erik Bech, kom ud af 2009 med et overskud før skat på hele 19 mio. kr. og et driftsresultat på 14 mio. kr.

Det påpeges, at dette resultat allerede er fratrukket aflønning af de 30 partnere, hvoraf syv arbejder på svenske kontorer og to på kontorer i Frankrig, fremgår det af Økonomisk Ugebrev.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Erhvervsmæglere på fallittens rand

Hej,

Jeg vil gerne se listen over de 20 erhvervsejendomsmæglere som du omtaler...hvor kan jeg finde den?

Stig Lintrup
Lintrup & Norgart A/S ( erhvervsmæglere)

P.S. har iøvrigt haft overskud i alle de svære år og forventer ligeledes et positiv resultat i 2010. Har udvidet personalet med 20%, så vi 5 personer nu..

Bravo, men hov?

Dejligt at du har overskud. Glæder mig. Men det er ikke på grund af matematiske færdigheder. Hvordan kan man udvide personalet med 20% fra 4 til 5. Det må være en 25 % udvidelse!



Markedet lige nu