Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ejendomsudbyder: Kollegerne er sortseere

Det står slet ikke så sløjt til på markedet for privat ejendomsinvestering, som flere kolleger i branchen hævder, mener fynsk ejendomsudbyder, der har fuldtegnet fire nye K/S-projekter i Tyskland.

Difko-direktør Stig Holst Hartwig har for nylig vurderet, at markedet for ejendomsprojekter i K/S-form på bare to år er reduceret med 90 procent. Sammen med formanden for Danske Ejendomsudbyderes Brancheforening (DEB), Jan Habro, melder han ud, at hele branchen nu satser på konsolidering.

Det kan man imidlertid ikke nikke genkendende til hos Odense-virksomheden Hansen & Nøttrup A/S, der står uden for foreningen. Her melder man tværtimod om forhøjet aktivitetsniveau efter et dyk i 2008, fortæller firmaet i en pressemeddelelse.

Urealistisk lavt tal

– DEB estimerer, at der kun skulle være afsat projekter for godt en halv milliard kroner i løbet af hele året. Set i lyset af vores 2009-omsætning er dét et urealistisk lavt tal, for så ville vi have en fuldstændig dominerende markedsposition, hvilket trods alt ikke er tilfældet, siger virksomhedens adm. direktør Torben Bartels.

Hos den Odense-baserede projektmager, der primært udbyder tyske ejendomme i K/S-form til topskatteydere, kan man konstatere, at en stor del af konkurrenterne ikke har overlevet den seneste tids udfordringer på markedet. Samtidig oplevede man en vis stilstand i sidste del af 2008 grundet kortvarig usikkerhed om den fremtidige adgang til finansiering af projekterne. Ifølge Torben Bartels har udviklingen imidlertid været positiv siden da.

– I slutningen af 2009 udbød vi fire nye projekter i Tyskland, som inden årets udgang var fuldtegnede. Så markedet har i den seneste tid levet op til vore forventninger, og vi har ikke måttet faldbyde projekterne, udtaler direktøren med henvisning til, at flere kolleger i den seneste tid har måttet sælge projektanparter til stærkt reducerede priser, siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:

– Baggrunden for vores succes med at udvikle og afsætte projekter er givetvis, at vi koncentrerer os om fuldt udlejede ejendomme i Tyskland og råder over et omfattende investorkartotek. Samtidig har vi – med vores 20-årige virke og gode renommé – også adgang til den fornødne finansiering, forklarer han.

 




Markedet lige nu