Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dundrende underskud i Amagerbankens problembarn

Det store boligprojekt Østerfælledparken på Østerbro, som Amagerbanken har pant i for næsten en halv milliard kroner, kom ud af 2009 med et underskud på over 170 mio. kr.

1 Kommentar

Det meget omtalte Østerfælled-projekt som ejes af en række kriseramte storkunder i Amagerbanken mærker nu for alvor krisen.

Holdingselskabet bag de godt 500 lejligheder på ydre Østerbro lige bag ved Parken kom således ud af 2009 med et underskud på 177 mio. kr., hvilket er betydeligt dårligere end i 2008, hvor selskabet kun tabte godt 33 millioner kroner på bundlinjen.

Årets dundrende underskud medfører, at egenkapitalen i Østerfælled Holding er gået fra at være positiv med 45 mio. kr. til nu at være blodrød og vise et minus på godt 132 millioner kroner.

Tidligere har der været stor tvivl om værdien af Østerfælled-ejendommen, som Amagerbanken selv mente var 1,5 mia. kroner værd, mens Finanstilsynet kun anså boligprojektet for at være godt 900 millioner kroner værd. Værdien er den store ejendom er altafgørende, for den kriseramte københavnske byggebank har pant for 545 millioner kroner i Østerfælledparken.

Ifølge Erhvervsankenævnet kommer den pant oven i en realkreditgæld i Østerfælledprojektet på 1,13 mia. kr., hvilket tidligere har fået tilsynet til at betegne Amagerbankens pant som værdiløs.

Revisor tager forbehold

Revisorerne fra In-Revison tager samtidig i regnskabet forbehold for netop det faktum, at selskabet på et år har mistet al sin egenkapital.

”Selskabet har tabt kapitalen, og den fortsatte drift er betinget af opretholdelse af de nuværende kreditfacilieter i datterselskabet. Såfremt disse ikke kan opretholdes vurderes selskabet ikke at være en going concern,” skriver revisorerne og henviser til driftsselskabet Østerfælledparken A/S, som står for den daglige drift af de mange københavnske lejemål.

Ifølge ledelsen i selskabet, der ud over den økonomisk pressede advokat Olav Damkiær-Classen også tæller ejendomsinvestoren Henrik Ørbekker og tidligere mesterbokser Hans Henrik Palm, har Amagerbanken givet tilsagn om, at banken fortsat vil stille kreditter til rådighed for den underdrejede ejendom.

En byttehandel

De tre underdrejede storkunder, der reelt alle lever på Amagerbankens nåde, købte i sin tid Østerfælled i en meget opsigtsvækkende handel, der var årsag til en del løftede øjenbryn i ejendomsbranchen. Prisen for den store boligejendom blev vurderet til at være urealistisk høj set i lyset af nedsmeltningen på ejendomsmarkedet.

Desuden lignede det en regulær byttehandel, fordi selskabet Schaumann samtidig med salget af Østerfælled-ejendommen købte en stor ejendom af de Amagerbanken-kunder for 650 mio. kr.

Medejer af Østerfælledparken Olav Damkiær-Classen, der blandt andet er storaktionær i Mols-Linien, siger til Business.dk, at han ikke har nogen kommentarer til udviklingen i det store ejendomskompleks.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Østerfælledparken

Ikke kun Østerfælledparken har store problemer.Det gælder samtlige nye boligprojekter i hele Danmark.
Når man ikke kan sælge dem, prøver man at udleje dem.Mange mennesker inkl. undertegnede har prøvet at leje en dyr bolig uden at nærlæse kontrakten, opdagede at huslejen stiger hvert år med ca. 2-4% og uden at være matematiker kan man hurtigt regne ud hva din husleje er om 5 år.

med venlig hilsen
www.magichands.dk




Markedet lige nu