Dansk arkitektfirma vinder konkurrence om etablering af ny kæmpeby i Vietnam, der bl.a. skal rumme et nyt finanscentrum i hovedstaden Hanoi.

Vietnameserne skal lære at bo miljørigtigt i en hel ny by, som det danske arkitektfirma Dissing+Weitling har tegnet.

Arkitektfirmaet har netop vundet en international arkitektkonkurrence og forventer om få dage, at indgå en aftale med den vietnamesiske centralbank, så by-projektet kan gå i gang.

Den nye bydel i Vietnams hovedstad Hanoi, får 60.000 indbyggere og kommer til at lægge beslag på et areal der dækker 3x5 kilometer. Bydelen skal, udover at rumme de mange indbyggere, være centrum for Hanois finansvirksomheder.

Den nye bydel ventes at blive særdeles miljørigtig. Brug af søer, kanaler og særlige byggeteknikker ventes at reducere bydelens energiforbrug med omkring 40 pct. I forhold til en tilsvarende konventionel bydel.

”Det er et meget stort projekt, som bliver en blanding af lav beboelse og en række højhuse, som bl.a. skal rumme finansvirksomhederne i Hanoi. Det er ambitionen, at den nye bydel skal være en slags port til det moderne Hanoi,” siger arkitekt og partner i Dissing+Weitling, Stig Mikkelsen, som er i Vietnam for at forhandle de sidste detaljer på plads.