Byggeriet oplever ny stigning i konkurserne

Antallet af konkurser i byggeriet bliver ved med at stige og er nu højere end sidste år på samme tid.

At krisen er ovre, er langt fra tilfældet i bygge- og anlægsbranchen. Det vidner de nye konkurstal fra Danmarks Statistik om.

Juni måned bidrog således med 98 konkurser inden for byggeriet, og dermed lander antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen i år på 543, hvilket er 11 procent flere i forhold til sidste år, skriver Licitationen.

Læs også på evb.dk:

Entreprenør konkurs

Murerfirma går konkurs

Træhus-firma konkurs

- Antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen er stærkt foruroligende. I de første seks måneder har vi set mere end 500 konkurser - en stigning på mere end 11 procent i forhold til sidste år. Vi regner dog med, at det høje antal konkurser vil stilne af i resten af året, så vi ender på nogenlunde samme antal konkurser som sidste år, siger chefkonsulent Andreas Fernstrøm fra Dansk Byggeri til Licitationen.

Stigende omsætning

På trods af, at 980 bygge- og anlægsvirksomheder gik konkurs i 2009, har der været en stigning i omsætningen i bygge- og anlægsbranchen gennem de sidste måneder.

Fra april til maj i år steg omsætningen med godt to procent, men det er fra et lavt niveau, i og med at omsætningen er 23 procent lavere end på samme tid sidste år.

- Det ændrer ikke ved, at Dansk Byggeri stadig forventer, at den samlede tilbagegang i branchen også vil fortsætte ind i 2011. Derfor vil vi heller ikke se, at antallet af konkurser vil falde dramatisk i andet halvår af 2010 eller i 2011, understreger Andreas Fernstrøm.

Hovedstaden i front

569 virksomheder konkurs i juni måned, og Region Hovedstaden er med 239 konkurser i front med antallet af konkurser.

Det er dog fortsat hovedsageligt enmandsfirmaer, som må gå den tunge gang i retten med en konkursbegæring. I juni havde 47 procent af de konkursramte virksomheder ingen ansatte.

Kun tre procent af virksomhederne havde mere end 20 ansatte.

 



Markedet lige nu