Bornholmske byggefirma har sendt de sidste ansatte hjem.
5. januar 2010, 15:29
JT Byg ApS i Tejn har ifølge DR P4 Bornholm "lukket ned" og hjemsendt de sidste cirka 10 ansatte. På sit højeste beskæftigede det nordbornholmske byggefirma 60 personer.
- Måske er der klarhed over det i løbet af et par dage, siger medejer Thomas Augustssen til regionalradioen om situationen.
Fagforeningen Træ Industri Byg (TIB) oplyser til P4 Bornholm, at de ansatte ikke har modtaget den seneste løn, og at TIB er ved at finde nye lærepladser til tre lærlinge.
Ifølge det eneste tilgængelige regnskab fik JT Byg i halvåret april-september 2008 en bruttofortjeneste på 17,4 millioner kroner. Egenkapitalen udgjorde dengang 635.000 kroner inklusive halvårets overskud på en halv million.





























































