15 af de største aktører inden for byggebranchen har udarbejdet otte anbefalinger, som skal forhindre arbejdsulykker.
19. maj 2009, 14:14 – opdateret 19. maj 2009, 14:18
Dødsfald og invaliderende ulykker skal ikke længere være synonymer for arbejde inden for byggebranchen.
Efter 12 timers arbejde i en skurvogn på Rådhuspladsen i København er 15 repræsentanter for nogle af de mest indflydelsesrige parter inden for byggefagene blevet enige om en slags charter, som skal afskaffe de mange arbejdsulykker, som hvert år sker på byggepladser rundt om i landet.
- Det er første gang, at så mange forskellige aktører i byggebranchen har været så enige om hvad, der bør prioriteres for at komme de mange alvorlige ulykker til livs, siger koncerndirektør i NCC Klaus Kaae, der også er formand for foreningen Dansk Arbejdsmiljø, som står bag konferencen.
I alt otte konkrete anbefalinger har de involverede stillet op som retningslinjer, der bør gælde bredt inden for byggebranchen. Herfra vil anbefalingerne blive finpudset og målrettet de mere end 2.000 virksomheder, som er med i foreningen.
I 2008 mistede 16 personer livet i arbejdsulykker på byggepladser. Derudover sker der hvert år næsten 50.000 arbejdsulykker. Mere end 5.000 af dem er så alvorlige, at de medfører amputation, knoglebrud eller andre alvorlige skader.
De otte anbefalinger lyder:
1. Medarbejderne skal inddrages mere i arbejdsmiljøarbejdet
2. Arbejdsmiljø skal integreres i alle møder
3. Klare krav i værdikæden og klare forventninger
4. Skabe et fælles adfærdskodeks, som man kan tilgå som plads eller virksomhed
5. Kørekort til byggeplads
6. Fælles arbejdsmiljøuddannelse for hele branchen med løbende opdateringer
7. Klare bygherrekrav og klare vejledninger
8. Større fokus på byggepladsindretning
Anbefalingerne fra konferencen skal ses i lyset af, at der sidste år døde 16 personer som følge af en ulykke på arbejdet.
Derudover sker der hvert år næsten 50.000 arbejdsulykker. Mere end 5.000 af dem er så alvorlige, at de medfører amputation, knoglebrud eller andre alvorlige skader.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten