Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Borgmestre får opfordring om smv-venlige udbud

Håndværksrådet har skrevet til alle borgmestre og opfordret dem til at gøre de kommunale udbud tilgængelige for smv’er.

Samtlige af landets 98 borgmestre – en god del af dem nyvalgte – har fået brev fra Håndværksrådet, der opfordrer til, at kommunernes politik om udbud bliver smv-venlig, så små og mellemstore virksomheder får mulighed for at byde.

Gennem nogen tid har Håndværksrådet besøgt flere kommuner for at hjælpe med at udforme udbudspolitikken smv-venligt – ofte med afsæt i rådets egne ”13 bud på en smv-venlig udbudsstrategi”.

-For at nå ud til at alle har vi netop sendt vores 13 bud ud til alle landets 98 borgmestre som inspiration til deres udbudstrategi, siger chefanalytiker Mads Engberg, der også repræsenterer Håndværksrådet i regeringens udbudsråd.

Kommunerne er under ét forpligtet til at lægge flere opgaver ud i fri konkurrence, og regeringen har lagt op til, at den udvikling skal forstærkes. Med udsigt til – højst – nulvækst i de kommunale budgetter vil nogle borgmestre skrue op for udbuddene for at spare penge.

Håndværksrådet plæderer for, at udbud af eksempelvis byggeopgaver sker som fagentrepriser, så smv’er lettere kan give bud.

-Kommunerne har en klar interesse i, at de kommunale opgaver er tilgængelige for en bred gruppe af virksomheder, så det ikke udelukkende er store virksomheder, som vinder alle opgaverne, uden at det giver lokal aktivitet, siger Mads Engberg.

 




Markedet lige nu