Eks-cykelrytteren Bo Hamburger er nu også eks-maler. Hans firma er begæret konkurs efter flere års modvind.
23. august 2010, 06:07
Der har ikke været meget succes for Bo Hamburger, siden han i 2006 steg af cyklen og erstattede den med malerpenslen i egen virksomhed: Malerfirmaet Bo Hamburger ApS.
Efter to år med underskud begærer Sø- og Handelsretten nu den tidligere cykelstjernes firma konkurs.
Læs også: 9 konkursramte kendisser
- Det har jeg det selvfølgelig ikke godt med. Det er klart, at man jo også et eller andet sted er noget ærekær. Det er da lidt trist, men desværre har det været hårde tider for mange, siger Bo Hamburger.
Manglede evne til at drive firma
Det var ellers en positiv Bo Hamburger, som i 2007 i et interview med ErhvervsBladet fortalte om sin tilbagevenden til malerfaget. Han nåede at blive uddannet inden for faget inden cykelkarrieren tog fart.
Men i juni sidste år fortalte Bo Hamburger pressen, at han ville lukke sin malerforretning. Den gang sagde han, at lukningen skyldtes, at han ikke havde lyst til at arbejde som maler længere – og afviste, at han var ved at gå konkurs. I dag er forklaringen en anden:
- Det er jo en lang historie. Måske var det min egen manglende evne til at drive et firma.
- Der er også mange andre faktorer, der spiller ind, som jeg ikke har lyst til at komme ind på, men det er også, at jeg ikke magtede at løfte det selv, siger han.
Skylder 300.000 kroner
Bo Hamburger har endnu ikke overblik over, hvor mange penge han skylder kreditorerne. Men han mener, at det er omkring halvdelen af underskuddet fra sidste års regnskab. Dengang skyldte malerfirmaet små 600.000 kroner.
For Bo Hamburger er der med Sø- og Handelsrettens begæring foreløbigt sat en stopper for cykelrytterens erhvervseventyr.
- Jeg har ikke nogen planer om at skulle starte noget lige foreløbig. Der tror jeg lige, jeg trækker følehornene til mig et godt stykke tid, siger han.
Bo Hamburger er dog stadig involveret i virksomheden Zinzino, som Ekstra Bladet i september sidste år beskrev som et pyramidespil. Han indrømmer over for ErhvervsBladet, at han stadig arbejder som sælger for virksomheden, men vil ikke kommentere Ekstra Bladets anklager.
































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten