En betalingsring omkring København samt de nye planer om Ringbyen kan gøre hidtil upåagtede udviklingsområder væsentligt mere interessante. Endnu er alle planer dog usikre, og det samme er effekterne af dem.
26. februar 2010, 07:07
Der kan blive en høj pris at betale for det centrale København, hvis flertallet i Borgerrepræsentationen får sin vilje og får gennemtrumfet afgifter for at passere Ring 2 i bil. Men det er et spil med en vinder i den anden ende - nemlig områderne lige uden for ringen.
Det vurderer konsulent Tina Østergård Simonsen fra Deloitte Strategisk Ejendomsudvikling.
- Man kan tale om, at områderne uden for betalingsringen vil få et generelt løft. Det vil være områder såsom Tuborg, trafikpladsområdet i Gladsaxe, dynamokvarteret i Herlev, grønttorvet i Valby og TV-byen i Søborg. Disse lidt nedslidte områder vil generelt få et løft, siger Tina Østergård Simonsen.
Hun har sværere ved at udpege de områder inden for ringen, der til gengæld bliver mindre interessante. Men det vil typisk være områder inden for, men tæt på Ring 2. Det gælder for eksempel dele af Ørestad og Nordhavnen.
Psykologisk effekt
Deloittes tese er, at betalingsringen vil få en betydelig psykologisk effekt, selv om kommunen kun planlægger med takster på 25 kroner i myldretiden og ti kroner på mindre belastede tidspunkter. Hvis en virksomhed skal rekruttere medarbejdere fra forstæderne eller længere ude, vil dette således være nemmere, hvis medarbejderne ikke hver dag skal betale op til 50 kroner ekstra kroner, blot for at få lov til at komme ind i byen.
Københavns Kommune regner selv med, at en betalingsring vil reducere biltrafikken ind i byen betragteligt - hvilket jo også er hele pointen. Hele 33 procent færre biler vil ifølge prognoserne krydse ringen. Alligevel forudser man ikke nogen effekt i retning af, at det vil svække områderne inden for til fordel for områderne uden for.
Kommunen mener, at den holdning er grundigt dækket ind af analyser, men ønsker i øvrigt ikke at kommentere Deloittes synspunkter uden at kende deres analyser i detaljer.
Indtil videre er det også usikkert, om betalingsringen overhovedet bliver til noget. Regeringen ønsker i stedet på det lange sigt en løsning, hvor man ved hjælp af GPS-teknologi kan lægge afgifter på alle danskeres bilkørsel.
Venter på ny regering
Men Borgerrepræsentationen med overborgmester Frank Jensen (S) og trafik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i spidsen kæmper ufortrødent videre. Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger er de meget overbeviste om, at hvis ikke den nuværende regering vil gå med til en betalingsring, så vil en eventuelt kommende regering bestående af borgmestrenes partifæller på Christiansborg.
Men i mellemtiden er der også opstået en ny spændende mulighed for kvarterne i omegnen af København. Ti kommuner i regionen og Realdania proklamerede i begyndelsen af februar, at det var gået sammen om at skabe en ny version for området langs Ring 3. Projektet hedder Ringbyen og omfatter arealer, der tilsammen er på størrelse med Ørestad. Østergård Simonsen hæfter sig ved, at der er tale om et opgør med tankegang fra den gamle femfingerplan for hovedstadsområdet. Ifølge den går trafik fra centrum og ud i forstæderne. Men her ønsker man at skabe nogle trafikale strukturer, der går på tværs af de eksisterende hovedfærdselsårer.
Rygraden i projektet er således et håb om, at der bliver etableret en letbane langs Ring 3. Til udviklingsplanerne har man blandt andet øje på de to mia. kr., som regeringen i sin investeringsplan fra sidste år afsatte til kollektive transportløsninger.
Som rådgivere på projektet har man blandt andet tilknyttet tegnestuen BIG, der blandet andet har fået stor hæder for sit arbejde i Øredstad. Øvrige rådgivere er arkitektfirmaet Tom Nielsen, ReD Associates, Arup og Dong Energy.









































