Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bestyrelses private selskaber bag udlån til rockerborg

Et bestyrelsesmedlem samt bestyrelsesformandens mor ejer i fællesskab to finansselskaber, som har lånt 330 millioner kroner af Andelsboligforeningen Jæger på Nørrebro. Det ene finansselskab har siden anvendt en del af pengene til at finansiere HA-rockernes hovedkvarter.

Bestyrelsen i en af Danmarks største andelsboligforeninger, A/B Jæger på Nørrebro, har tilsyneladende besvær med at holde styr på kasketterne. Medlemmer af bestyrelsen eller deres nærmeste familie har private ejerinteresser i to lån på i alt 330 mio. kr., som andelsforeningen ydede sidste år til to i offentligheden hidtil ukendt finansieringsinstitutter.

Nu viser det sig, at bestyrelsesformand Michael Bosnacks mor, Elisabeth Bosnack, og bestyrelsesmedlem Lars Gravesen i fællesskab ejer Frederiksstadens Financieringsinstitut og Frederiksstadens Boligfinancieringsinstitut. De to selskaber lånte sidste år tilsammen 330 mio. kr. af A/B Jæger, hvorefter Frederiksstadens Financieringsinstitut videreudlånte 2,3 mio. kr. til selskabet HCM 90 Aps.

HCM 90. Aps ejer Hells Angels hovedkvarter i Københavns nordvestkvarter. Udlånet til rockerborgen skete, uden at andelshaverne i A/S Jæger blev orientret herom.

Michael Bosnacks mor, Elisabeth Bosnack, som bor i Düsseldorf i Tyskland, har sammen med Lars Gravesen i fællesskab opbygget en koncern, som bla. beskæftiger sig med finansiering og ejendomme. Elisabeth Bosnack og Lars Gravesen ejer således sammen en finanskoncern gennem Lars Gravesens personligt ejede rådgivende ingeniørselskab, Kontoret 30 Aps. og Elisabeth Bosnacks delvist ejede bilfirma, Eurobiler i Herlev samt Ejendomsselskabet af 21.05.2003, hvor hun har bestemmende indflydelse. Elisabeth Bosnack og Lars Gravesens fælles koncern omfatter også selskaberne Frederiksstadens Ejendomsselskab og Frederiksstadens Erhvervsleasing.

Millionlån inden finanskrise
Michael Bosnack oplyser, at han indtil for nylig var ansat i moderens firma, Eurobiler, men at han nu er fratrådt. Forretningsmanden John Lundberg, som ejer den ejendom, hvor Eurobiler bor til leje, sagde imidlertid onsdag til Berlingske, at han opfatter Michael Bosnack som daglig leder af bilfirmaet, som importerer brugte biler fra udlandet. John Lundberg drev indtil slutningen af 2007 Lundberg-koncernen sammen med sin søn, Jan Lundberg, som er medejer og direktør i HMC 90 Aps., som ejer HA-rockernes hovedkvarter.

Lars Gravesen sidder som direktør i Frederiksstadens Financieringsinstitut, Frederiksstadens Ejendomsselskab og Frederiksstadens Erhvervsleasing, mens hans kone Yeal Gravesen er direktør for Frederiksstadens Boligfinancieringsinstitut. Advokat John Lademann er direktør for Elisabeth Bosnacks selskab, Ejendomsselskabet af 21.05.2003. Lademann er samtidig administrator for A/B Jæger.

Det store lån til bestyrelsesmedlemmernes private selskaber blev givet samme år, som AB Jæger optog et lån på 220 mio. kr. med variabel rente hos den lille frække bank, Max Bank. Det dyre lån har efterfølgende bragt AB Jæger i økonomisk uføre, fordi renten er steget kraftigt under finanskrisen. Boligforeningen afholdt for nylig ekstraordinær generalforsamling, hvor beboerne bla. måtte acceptere forhøjelser af boligafgiften.

Til gengæld har Frederiksstadens Financieringsselskab forstået at få en god forrenting ud af lånet fra A/B Jæger. 2007-regnskabet viser et overskud før skat på godt to mio. kr. mod 326.000 kr. i 2006. Ifølge A/S Jægers hjemmeside har instituttets to ejere dog fraskrevet sig retten til at tage del i overskuddet fra 1. marts 2007.

Det er noget rod
Michael Bosnack har tidligere forklaret over for Berlingske, at lånekonstruktionen, hvor AB Jæger udlåner trecifrede million-beløb til Frederiksstadens Financiereingsinstitut, som derefter udlåner pengene til andelshavere og eksterne, skyldes skattemæssige hensyn. A/B Jæger har ønsket at skaffe beboerne i boligforeningen mulighed for at opnå lån og deraf følgende rentefredrag for på den måde at forbedre deres inviduelle økonomi.

Under et interview med Berlingske i mandags, kaldte Michael Bosnack konstruktionen, hvor bestyrelsesmedlemmernes private økonomi er blandet ind i andelsforeningens for »noget rod«. Han oplyste, at AB Jæger nu arbejder på at rede bestyrelsesmedlemmernes private økonomi ud af andelsforeningens.

»Vi arbejder på at fusionere Frederiksstadens Financieringsselskab, Frederiksstadens Boligfinancieringsselskab med selskabet A/B Jægers Pengetank A/S, som er 100 procent ejet af A/B Jæger, således at pengetanksselskabet bliver hovedaktionær i det fusionerede selskab. Vi har blandt andet bedt Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR) om at udpege uvildige revisorer, som kan sikre, at alting foregår, somd et skal. Vi er blandt andet blevet bedt om at aflevere en liste over alle de revisorer, som tidligere har arbejdet for A/B Jæger eller finansieringsselskaberne for at sikre uvildigheden,« siger han.

Michael Bosnack ønsker ikke at udtale sig yderligere om selskabskonstruktionerne omkring A/B Jæger og henviser Berlingske til advokat Henrik Dietz. Henrik Dietz vil kun at oplyse, at der er en omstrukturering i gang.

 




Markedet lige nu