Jagten på en bedre økonomi, kan tvinge Bella Center til en børsnotering. Overvejelserne bekræftes af storaktionær.
1. februar 2011, 07:32 – opdateret 1. februar 2011, 07:38
Et forsinket byggeri af Nordens største hotel og en byggeregning der er blevet højere end forventet.
De to ingredienser kan nu ende med at tvinge Bella Center til at blive børsnoteret.
Det store konferencecenter i Ørestaden er så hårdt presset økonomisk af den store investering, at selskabet mangler penge. I en længere periode har selskabets ledelse derfor været på rundtur i byen for at lede efter investorer, der var villige til at putte friske penge i den slunkne kasse. Men foreløbig forgæves.
Derfor kan Bella Center nu ende med at gå på børsen, en overvejelse, som bekræftes af centerets største aktionær, Michael Kaa Andersen overfor Dagbladet Børsen. Michael Kaa Andersen kontrollerer 45 pct. af aktierne i Bella Center.
Det er bygningen af det 814-rums store hotel med det mundrette navn Bella Sky Comwell, der trækker tænder ud i Bella Center. Hotellet, hvis skæve flader og hældende tårne allerede er et markant indslag i skylinen i Ørestaden, ventes færdigt senere i år.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten