Andelsboliger risikerer prishalvering

Mange af de i forvejen hårdt ramte andelsboligejere kan se frem en halvering af prisen på deres bolig. Baggrunden er den lave rente og en særlig forsikring.

Mange andelsboligejere kan se frem til en økonomisk lussing. Flere nye foreninger må således nedskrive andelsværdierne med over 50 procent på de kommende generalforsamlinger, skriver Jyllands-Posten.

Andelsboligejernes nye kvaler bunder i den forsikring - en såkaldt renteswap - som foreninger med rentetilpasningslån har købt for at sikre en stabil husleje.

Efter at renten er faldet, er værdien af forsikringen blevet negativ. På den baggrund mener Erhvervs- og Byggestyrelsen, at den negative værdi af swappen skal trækkes fra i foreningens formue. Og det kommer til at gå hårdt ud over andelsværdierne flere steder.

- Andelshavere er kommet i klemme. De kan ikke sælge deres andelslejligheder til en pris, der kan inddække deres lån i banken, hvilket i forvejen kan være svært på det nuværende marked, siger statsautoriseret revisor Kurt Christensen fra AP Revisorer til Jyllands-Posten.

Blandt nyere andelsboligforeninger menes op mod halvdelen at være forsynet med en renteswap-forsikring.

/ritzau/

 



Markedet lige nu