Lund Byggefirma gik fra en tom ordrebog til at være foran budgettet ved at foretage drastiske ændringer i ledelsen og den interne kommunikation.
14. november 2011, 07:00
Året er 2009. Lund Byggefirma A/S har lige afsluttet to store opgaver. Det familieejede Viborg-firma, der har eksisteret siden 1969, har normalt en masse sager at tage fat på i foråret, men nu er ordrebogen tom.
Der er ingen igangværende byggesager, ingen nye ordrer og ingen projekter at byde på. I februar står det klart for ejeren Henrik Lund og hustruen Kristine, at de skal skære i staben, hvis byggefirmaet skal kunne løbe rundt. 20 medarbejdere bliver afskediget. Kun fem bliver tilbage.
- Byggesektoren er ekstremt konjunkturfølsom, så det gik stærkt ned ad bakke. I starten af 2009 var vi godt klar over, at vi var nødt til at skille os af med en stor del af staben. Det gjorde selvfølgelig ondt at sige farvel til nogle af de medarbejdere, der har været hos os i mange år, siger Kristine Lund, der er administrativ leder.
Men selv om byggefirmaet har fyret tre fjerdedele af sine ansatte, er ordrebogen stadig tom. Noget må ske, hvis virksomheden skal klare sig igennem krisetiden.
Nye tider i Viborg
De fleste byggefirmaer er opbygget meget hierarkisk. Sådan var det også været i Lund indtil 2009. Det betød, at den interne kommunikation haltede, og at informationer ikke altid nåede længere end til ledelsen.
- Vi besluttede at lave en ny og flad struktur blandt andet for at forbedre den interne kommunikation. Vi indførte ugentlige planlægningsmøder, så vi fik gjort status over og huskede alle vores byggesager. Informationerne lagde vi også på nettet, så vores medarbejdere havde adgang til dem, forklarer Kristine Lund.
Det nordvestjyske byggefirma besluttede også at få en professionel bestyrelse til at tage sig af økonomien. Det har betydet månedlige budgetter, så ledelsen hele tiden kan følge med i den økonomiske situation.
Sikret et års arbejde
I dag er der igen ordrer på programmet hos Lund. Et nyt projekt om byfornyelse i Ørum har sikret virksomheden arbejde et år frem. Sammen med et boligselskab skal firmaet stå for at bygge en ny brugs samt 14 lejligheder.
Samtidig er der kommet flere ansatte til. Nu lyder antallet på 22. Det betyder, at byggefirmaet har kunnet tilbyde tidligere ansatte et job igen.
- Det var jo helt almindelige mennesker med familier, som er afhængige af deres indkomst, som vi sagde farvel til i starten af 2009. Derfor var det helt fantastisk, da vi senere kunne give byde dem velkommen tilbage, siger Kristine Lund.
Klik videre og læs: Klatre-håndværkere kæmpede sig op af ordrehul





























































