Smag og behag. Jeg er vild med det. Farver og former i stedet for al det gråtonede og gabende kedelige nybyg, som efterhånden er blevet normen alle steder. (Meget) mere af det, tak!

Nu er det selvfølgelig mit eget fagområde der berøres her (Jeg er både Arkitekt med speciale i plejehjem, men også Sosu-assistent). Jeg har dog forholdsvist enkelt sat mig ind i den forskning, der viser hvilke konsekvenser demenssygdommes kognitive forandringer får for demensramtes rumopfattelse.

Regel nummer et, må siges at være, at glas opfattes som ikke eksisterende. Vi har altså fået (endnu) et plejehjem i Danmark der vil sprede rædsel hos særligt syge mennesker.
Det er fint at tænke på personalets arbejdsforhold, ved at ønske sig toiletter der kan tænke selv, men ligner det ikke et toilet i traditionel forstand, så vil en demensramt ikke kunne resonere hvad det skal anvendes til.

Når der bygges plejehjem, er man altså nød til at tænke økonomi i et længere perspektiv. Driften af hjemmet og særligt personalenormeringen er afhængig af, hvad vi byder de gamle.
Hvor mange skridt der skal gås hver gang der skal vaskes hænder eller hentes depotvare, er et langt bedre sted at spare, end på toilettypen.

Jeg er pinligt berørt over hvor lidt arkitekter sætter sig ind i problemstillingerne, men også harm over at kommunerne ikke tænker længere end, at opfylde minimumskrav.

Og nej, det kan ikke klares ved at have nogle parallelle brugeraktører inde over udviklingen i starten af projektet. Der skal konsekvent vilje og viden til.

Jeg kører forbi hver dag og må konstatere, at trods for mange stilarter i Ørestaden, så stikker denne så grimt ud, det må sammenlignes med den sorte klods på rådhuspladsen i forgangne tider.
Rag lortet ned eller beklæd det med anderledes yderside.