Den største tvangsauktion på dansk grund nogensinde er nu en realitet, skriver dagbladet Børsen. Otte helsides annoncer i dagens udgave af avisen afslører, at 310 lejligheder i Ringsted sendes i tvangssalg.
10. november 2009, 06:23 – opdateret 20. maj 2012, 01:31
De mange lejligheder er placeret i det nu konkursramte Klosterpark ApS. Selskabet er en del af konkursboet Stones Invest, hvor erhvervsmanden Steen Gude havde hovedrollen. Før kollapset havde koncernen oparbejdet en balance på 4 milliarder kroner, skriver Børsen.
Med pant for 640 mio. kr. vurderes tvangsauktionen at blive Danmarkshistoriens største. BRF Kredit er største kreditor med et pant på 353 millioner kroner. Til det beløb skal lægges værdien af ubetalte ydelser.
Roskilde Bank ligger på andenpladsen med et pant på cirka 50 millioner kroner. Herefter følger en række mindre pantebrevsinvestorer. Også Danske Bank er repræsenteret med et mindre beløb.
"Sjældent man ikke taber penge"
Roskilde Bank havde, da Stones-koncernen kollapsede, godt 400 millioner kroner til gode i konkursboet. Spørgsmålet er nu, om banken kan redde den del af tilgodehavendet hjem, der vedrører Klosterparken.
Bankdirektør Lars Jensen, der er sat i spidsen for afviklingen af Roskilde Bank, vil ikke kommentere, hvor meget banken forventer at få retur. Men han siger til Børsen:
»En tvangsauktion er en tvangsauktion, og så skal vi gøre op, hvad vi gør ved det. Men så langt er vi ikke nået endnu. Det er dog sjældent, at man kommer ud af en tvangsauktion uden at tabe penge.«
En del tyder også på, at tvangssalget i Ringsted vil give betydelige tab til nogle af kreditorerne. De senest kendte offentlige ejendomsvurderinger ligger på godt 278 millioner kroner, hvilket ikke engang dækker BRFs pant på førsteprioriteten.
310 boliger på seks matrikler
Oprindeligt var planen, at de mange lejligheder skulle sælges til privatpersoner, men det lykkedes kun at sælge 10 ud af i alt 320 lejligheder. Derfor omdannede Stones ved overtagelsen lejlighederne til lejeboliger, og i løbet af ca. et halvt år lykkedes det at leje omkring 175 af dem ud.
Den usædvanligt store tvangsauktion er opdelt på seks matrikler, og interesserede investorer kan byde på disse hver for sig. Det bliver således ikke muligt for almindelige lejlighedskøbere at være med i første omgang. Det gælder dog ikke to enkelte lejligheder, der af tekniske årsager sælges for sig.
Ejendommene er opført i 2007, og det samlede grundareal udgør godt 220.000 kvadratmeter.
Læs også på Dinepenge.dk:





























































