Lavere beskæftigelse og højere ledighed. Det vil være resultatet for bygge- og anlægssektoren samt industrien inden for den kommende tid. Private service vil holde skindet på næsen lidt endnu, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
14. oktober 2008, 06:30 – opdateret 16. maj 2012, 19:53
De danske virksomheder skal hive kriseberedskabet frem. Alt tyder på, at den kommende tid vil byde på lavere beskæftigelse og højere ledighed inden for både industrien og bygge- og anlæg. For private service ser det lidt mere lyst ud.
Det skyldes langt fra kun finanskrisen, men den turbulente tid for hele den internationale finansverden gør bestemt ikke situationen bedre.
Det viser en opgørelse som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet. AE har gennemgået 19 forskellige konjunkturindikatorer for det private forbrug, for bygge- og anlæg, for industrien og for det private serviceerhverv. Og gennemgangen er bedrøvelig læsning på de fleste punkter.
Den samlede konjunkturindikator peger kraftigt nedad for alle de tre erhverv.
»Tendenserne er ved at være ret klare. Byggeriet er gået helt i stå. Industrien er også stærkt på vej tilbage. Inden for de to sektorer peger stort set alle indikatorerne i negativ retning. Populært sagt holder bygge- og anlæg for rødt, mens industrien er på vej fra gul til rød. Inden for de to erhverv er det ikke længere et spørgsmål om mangel på arbejdskraft. Det problem er aflyst. Nu drejer det sig om, at der ikke er job nok,« siger økonomi i AE, Martin Madsen.
Medarbejdere mangler
»Den private service er ikke gået helt så langt bagud af dansen som byggeriet og industrien. Private service kører fortsat for grønt lys, men vil ligeledes blive ramt i løbet af nogle måneder,« siger Martin Madsen.
Han hæfter sig ved, at antallet af virksomheder, der melder om mangel på arbejdskraft, er dykket kraftigt i løbet af foråret. Inden for byggeriet melder ni procent af virksomhederne om, at de ikke har medarbejdere nok.
Det tal har været oppe på 40 procent. Inden for industrien er ledige jobs ved at være en saga blot.
Martin Madsen tror derfor ikke på, at eventuelt fyrede medarbejdere inden for byggeriet kan skifte branche og få et arbejde i industrien.
»Den her udvikling var kommet uanset finanskrisen, men krisen har skubbet på i den forkerte retning. Finanskrisen vil måske gøre, at ledigheden stiger hurtigere, end det ellers var tilfældet. Arbejdsløsheden vil stige inden for alle tre sektorer,« siger Martin Madsen.
Hos Fagligt Fælles Forbund (3F) regner man med, at køen af ledige vil vokse kraftigt inden årsskiftet. 3F har spurgt 77 af sine afdelinger, og en fjerdedel af dem varsler fyringer, der ikke allerede har været omtalt i pressen.
»Hertil kommer, at 2.300 af vores medlemmer i øjeblikket er omfattet af arbejdsfordeling fra i alt 49 forskellige virksomheder. Det er flere arbejdsfordelinger end i 2006 og 2007 tilsammen. Derfor tror jeg desværre, at mindst 10.000 danskere vil blive ramt af ledighed allerede inden jul,« siger Poul Erik Skov Christensen.
De senest offentliggjorte ledighedstal fra Danmarks Statistik var fra august. Her viste tallene, at faldet i ledigheden er bremset op. Både i juli og august lå ledigheden på 1,6 procent. Det svarer til 45.600 fuldtidsledige.





























































