Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

William Demant sælger flere høreapparater

Høreapparatkoncernen William Demant melder om mere aktivitet på alle områder i koncernen. Pæn vækst i omsætning for høreapparater.

Årets tredje kvartal har udviklet sig tilfredsstillende for høreapparatkoncernen William Demant. Væksten i omsætning var i kvartalet væsentligt højere end i løbet af første halvår.

Der var i tredje kvartal både tale om en fremgang i solgte mængder samt en stigning i den gennemsnitlige salgspris i engrosaktiviteter.

Alle koncernens øvrige aktiviteter - detail, diagnostiske instrumenter og personlig kommunikation - har i tredje kvartal ligeledes udvist forbedrede vækstrater sammenlignet med første halvår, oplyser William Demant.

Selskabet fastholder forventningen om, at man i 2009 vil holde en højere vækst i omsætning end markedets vækst på mellem to og fire procent.

Man forventer nu, at både omsætning og resultat i andet halvår 2009 vil udvise væsentlig vækst i forhold til samme periode året før. Tidligere var forventningen en uændret udvikling.

Den danske koncern ser visse tegn på en gradvis forbedring af markedsbetingelserne. Markedet i tredje kvartal så dog primært vækst på grund af stærkt stigende efterspørgsel fra Veterans Affairs i USA.

Det er ikke i sig selv kommet William Demant til gode, da man først fra november er blandt de faste leverandører til Veterans Affairs.

Vækstrater i markedet er positivt påvirket af svage sammenligningstal for andet halvår 2008, påpeger William Demant.

/ritzau/

 




Markedet lige nu