Stig Birk Dørler står bag 75 pct. af alle butikshandler i Københavns city. Næste hotspot er Fiolstræde og Daells Varehus.
13. juli 2006, 22:30 – opdateret 14. juli 2006, 13:02
Det kan godt være, at Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam formelt regerer over København og vedtager ambitiøse love om kvarterløft. Men nogle af de største forandringer i byens centrum i disse år skyldes en driftig erhvervsmand.
I hvert fald når det gælder, hvor vi skal shoppe, og hvordan bestemte gader og hele kvarterer i city forvandles til cool locations. Ja, selv udvælgelsen af internationale butikker og lobbyarbejdet med at få dem til landet blander han sig i.
Navnet er Stig Birk Dørler. Sammen med sin kone har han i de forløbne 18 år stået for flere hundreder butikssalg og lejemål via deres fælles ejendomsmæglerfirma Absalon & Co. På de mest markante gader i København har han været involveret i 75 pct. af alle gældende aftaler. Men han har aldrig gjort et væsen af sig selv og gør alt for at nedtone sin rolle:
Tre års forarbejde
»Jeg vil meget gerne have, at det ikke kun er mig, der er fokus på,« beder han om som afslutning på interviewet. Af samme grund er han ikke meget for at blive fotograferet og offentligt »kendt«.
Faktum er dog, at det var Stig Birk Dørler, der i starten af 1990erne trak de rigtige butikker til Kronprinsensgade og skabte et miljø, som selv det globale livsstilsmagasin Wallpaper har skrevet om. Efter tre års forarbejde fik han i 1999 Diesel til at indtage Købmagergade, da det endnu ikke var hipt.
Senest har han forvandlet Cityarkaden til Galleri K med flagskibsbutikker for nye danske superdesignere som By Malene Birger og DAY Birger et Mikkelsen og på tegnebordet ligger der planer for nabokarreen, hvor Berlingske Tidende har til huse.
Tilmed har han gjort Bagerstræde på Vesterbro smart med butikker som Designers Remix, Yipp, Specht og Ulrich Lovén. Og skal man tro manden selv, bliver det næste hotte sted i København Fiolstræde og Krystalgade med udgangspunkt i det tidligere Daells Varehus, der snart udlejes til fem attraktive butikker og en café med udendørsservering.
Udvælgelsen af nye butiksindehavere sker efter overskriften »intellektuel livsstil«.
Det tager tid
»Vores filosofi er, at god beliggenhed kan være alle steder. Det skal blot skabes,« siger Stig Birk Dørler, der understreger, at det handler om at have en vision, der passer til området og få de helt rigtige butikker ind i første omgang. Også selv om det kan tage lang tid.
»Ejendomsmæglere har som regel det udgangspunkt, at de skal afhænde et lokale hurtigst muligt og til højeste pris, fordi de er provisionslønnede. Vi er ikke provisionslønnede og er ikke ligeglade med, hvem vi udlejer til. Vi vil gerne skabe merværdi og gøre København til en international by med butikker, som man ikke ser i Lyngby Storcenter eller Fields,« siger han og bemærker, at lejekontrakter til butikker som Matas ville han kunne få på plads på fem minutter, mens det foreløbig har taget ham fire år - uden held - at få kosmetikkæden Sephora til landet.
»Men hvis jeg så om et år har en løsning med Sephora, så er det så meget bedre. Både for København, men også for os selv. For jo flere gode løsninger vi laver, jo lettere bliver det for os at arbejde videre med den næste store butikskunde,« siger Stig Birk Dørler og påpeger, hvordan arbejdet med forvandlingen af Daells Varehus ud til Fiolstræde har stået på i lang tid.
»Vi kunne sagtens have lejet lokalerne ud for længst, men hvis vi kun laver det jævnt, så får vi kun løst Daells Varehus. Nu skaber vi i stedet fundamentet for en positiv udvikling i hele området omkring Fiolstræde, Krystalgade, Rosengården og nabogaderne, som vil vokse i de kommende år.«
Fra musiker til mægler
Stig Birk Dørler er allerede i gang med at gøde markedet for de butikker, han håber at skaffe til København om fem år. På listen står blandt andre Armand Basi fra Barcelona, Reiss, Zegna, Agent Provocateur, Aveda, Tad Italy og Cheap Monday. Og han tager konstant på modemesser for at blive inspireret, men også for at fortælle om København og gøre sig kendt, så det er ham, de henvender sig til, når tid kommer.
»Der er mange, jeg gerne vil have til København. 50-70 stykker.«
Det var ellers lidt af en tilfældighed, at Stig Birk Dørler kom ind i ejendomsmæglerbranchen.
Drømmen var oprindelig at bliver musiker, men så læste han en annonce om at tjene 600.000 som mægler. Hvad han ikke lige så i første omgang var, at man først skulle uddanne sig og i lære. Studiet gjorde han dog aldrig færdig, for midt i læretiden valgte han at starte for sig selv og fik sin kæreste med på ideen. Og da andre mæglere var svage på butiksmarkedet, valgte de at satse der.
»Så havde vi en større mulighed for at klare os i konkurrencen. Desuden ligger 80 pct. af al værdi i alle ejendomme i stueetagen, så det kan meget bedre betale sig end kontorlokaler.«
I starten knoklede han seks dage om ugen, siden fem og i dag holder han fri hver fredag for at have tid til sin søn på fire et halvt år.
Firmaet omsætter for et tocifret millionbeløb, har otte ansatte og tre tilknyttede arkitekter, så Absalon & Co. selv kan indrette butikker og skabe bykvarterer.
»Jeg interesserer mig ikke en skid for penge, men rigtigt meget for at det skal være sjovt. Det er en af grundene til, at det kun er mig og min kone, der har firmaet. Vi vil bevare retten til at kunne træffe irrationelle beslutninger. Om fem år vil jeg for eksempel gerne starte forfra i Paris. Det er målsætningen. Alle vil sige, at det er det sværeste sted at indtage. Sværere end London og New York. Men netop derfor, er der ingen, der prøver. Og så må vi prøve det,« siger Stig Birk Dørler.





























































