GN Store Nord og TDC har udsigt til en milliardgevinst på en voldgift om et fiberkabel med det polske teleselskab Telekommunikacja Polska.
14. februar 2006, 22:30 – opdateret 26. maj 2012, 10:32
En voldgiftssag omkring et fiberkabel, som GN Store Nord og TDC lagde i jorden i Polen for det polske teleselskab Telekommunikacja Polska i slutningen af firserne, kan give de to selskaber en milliardgevinst.
Sagen stammer tilbage fra dengang, da TDC og GN gik sammen i selskabet DPTG, Danish-Polish Telecommunication Group, om at lægge Polens første fiberkabel ned i jorden fra nord til syd. Investeringen lød på omkring 300 mio. kroner som det fælles selskab, hvilket GN ejer 75 pct. af, lagde ud mod at få en del af den fremtidige indtjening på trafikken i fibrene.
Betalinger holdt tilbage
Aftalen løb fra 1994 og indtil 2009. I denne periode skal TDC og GN have 15 pct. af indtjeningen på kablet. Fra 1999 og frem begyndte betalingerne fra Polen imidlertid at dykke, og derfor indledte DPTG i 2001 en voldgiftssag mod det polske selskab.
Mistanken går på, at polakkerne har holdt betalinger tilbage for trafikken på nettet. Det oprindelige krav lød på 1,6 mia. kroner i tabt betaling fra 1994 til 2002, men GN har netop hævet kravet til 5 mia. kroner, der dækker perioden frem til midten af 2005.
»I starten voksede trafikmængderne på kablet år for år, men så begyndte de at dale. og derfor indledte vi en voldgift,« siger Jens Due Olsen, finansdirektør i GN.
GNs forhøjede krav kommer efter en ekspert over for voldgiftsretten i Østrig i en rapport fra 9. februar i år kom med et estimat for trafikken gennem fiberkablet.
Telekommunikacja Polska, der er Polens svar på TDC, blev liberaliseret i 1998. I dag ejer den polske stat blot 3,9 pct. af selskabet, og France Telecom ejer 47,5 pct. Resten af aktierne er frit handlet.
Det tidligere polske telemonopol vil ikke kommentere sagen, så længe den behandles ved i en voldgift, siger analytiker Magdalena Muszynska fra selskabet.
Toppede i 1999
Telekommunikacja vil heller ikke afsløre, hvor meget der er sat af i regnskabet til indgåelse af forlig i voldgiftssagen.
Af de sidste regnskaber fra det polske teleselskab fremgår det, at betalingen for trafikken på kablet toppede i 1999 med en betaling på 63 mio. zloty, 126 mio. kroner, og derefter faldt helt ned til 33 mio. zloty, 66 mio. kroner i 2001.
Siden har de årlige betalinger været svagt stigende, og i 2004 blev der betalt 47 mio. zloty, 94 mio. kroner, for brugen af kablet.
Telekommunikacja afleverede sit regnskab for 2005 i nat. Omsætningen dalede en smule sidste år til 18,3 mia. zloty, 36,6 mia. kroner, mens nettoresultatet steg til 2,6 mia. zloty, 5,2 mia. kroner.
Det polske telemarked blev i 2004 anslået til at være 85 milliarder danske kroner værd og ventes at vokse med 13 procent om året. Mens den store vækst er i mobiltelefoni, dominerer Telekomunikacja på fastnettet, hvor selskabet har over 80 procents markedsandel.
Jens Due Olsen fra GN har intet bud på, hvornår retstvisten bliver afsluttet.www.tp.pl
- læs mere om Telekommunikacja Polska.





























































