De danske skove er et paradis for alle, der interesserer sig for svampe. Og det er højsæson lige nu. Flemming Rune er forsigtig - både når han plukker svampe, og når det kommer til hans egen pengepung.
22. september 2006, 22:30
Skovbunden myldrer lige nu med svampe i de mest fascinerende former og farver. Flemming Rune er en af dem herhjemme, der bedst ved, hvor man finder de bedste spisesvampe. Han står i spidsen for Foreningen til Svampekundskabens Fremme, som har hele 2.000 medlemmer, og som dermed er en af verdens ti største svampeforeninger.
Svampe kan være indbringende på forskellig vis og give både penge og store oplevelser. I år er mulighederne for at gøre gode fund tilmed helt ekstraordinært gode.
»Efter en knasende tør og varm sommer, fik vi jo mange steder over 200 mm regn i august. Det har givet et fantastisk svampeflor i første del af september. Det bedste i mands minde,« siger Flemming Rune.
Især de attraktive rørhatte er der mange fremme af lige nu. Kantarellerne er der derimod ikke ret mange af i år. De dukker normalt op omkring Sankthans, men i år forsvandt deres sæson næsten helt i tørken.
Kantareller er ganske almindelige i Danmark, men det er få steder, de kan samles i større portioner. Så folk, der har ledt forgæves efter dem i årevis, har sandsynligvis kigget de gale steder.
»Man skal prøve i sandede fyrreskove eller i unge egeskove på morbund. KarlJohan er en anden god spisesvamp. Den har haft et fantastisk efterår i Danmark.«
Den bedste af alle
Flemming Runes personlige favorit er dog »Punktstokket Indigorørhat« som skulle have en fantastisk smag, og som forbliver fast i kødet, selv når den er gammel.
»De skal steges på panden i masser af smør, ind til de er bløde, og så stuves op med fløde. Derefter serveres de på lunt, nyristet franskbrød,« fortæller Flemming Rune, der til hverdag forsker på Landbohøjskolen i København.
Man kan godt tjene lidt ekstra lommepenge på at tage til Sverige og samle svampe, og så sælge dem til danske restauranter.
»Mange danske restauranter køber gerne svampe. Men om indtægten kan dække udgiften til benzin helt til de svenske skove, ved jeg nu ikke rigtig.«
Amatører bør efter Flemming Runes opfattelse ikke være bange for at samle svampe. Men det gælder selvsagt om at lære de giftige at kende. Der findes en halv snes meget giftige hatsvampe i Danmark - ud af over 2.000 forskellige. Selv går Flemming Rune målrettet efter mere sjældne arter, som han gerne vil fotografere. I privatøkonomien er Flemming Rune - som når han samler spisesvampe - tryghedsnarkoman. Så han har fastforrentede obligationslån og passer godt på sine penge.
Som forsker »er arbejdet i sig selv en stor del af lønnen,« siger han, så der er ikke til de vilde udskejelser. I fritiden cykler han gerne lange ture med sin søn på seks år og skriver bøger om naturen, træer og buske.
»Det fascinerende ved svampe er, at der er utroligt mange forskellige. Selv om man bruger et helt liv på at lære dem at kende, så kan man ikke lære dem alle.«
Grønlandske svampe
Ferien handler selvsagt også om svampe for Flemming Rune.
»Min familie giver jævnligt lov til at jeg tager til Grønland for at samle og fotografere svampe. Men når familien er med, er det sjovere at bo i sommerhus på Bornholm og studere klipper og rundkirker og gå i vandet.«
En folkevogn med god plads til svampe er hans private transportmiddel, og så bruger familien også en del penge på restauranter.
»Vi er nok ude og spise mindst én gang om måneden med familien. Som regel på billige, lokale spisesteder.«
Men sidste år var Flemming Rune med til at arrangere en kæmpe svampefestival i Botanisk Have i København. Her kom fem af Danmarks bedste kokke og lavede suppe af vilde svampe. Det var blandt andet Paul Cunningham fra Tivoli, Jakob de Neergaard fra Søllerød Kro, Morten Bech Køster fra No. 1 i Århusgade, Thomas Kastberg fra Meyers Madhus og ikke mindst Camilla Plum fra Fuglebjerggård.
»De elsker at arbejde med svampe og slog nye gastronomiske rekorder.«
Flemming Rune fortæller, at man i Danmark også kan finde svampe med euforiserende stoffer.
»De findes mange steder. Spids Nøgenhat er kendt som »Christiania-guf« og har været populær siden 1970erne blandt den del af ungdommen. Rød Fluesvamp kan også afkoges til et meget potent rusmiddel. Men det smager ubeskrivelig afskyeligt.«





























































