Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Øget IT-investering i det offentlige

Det offentlige er ene om at øge sine investeringer i IT. Alle andre steder skæres der ned. Kravet om effektivisering, kommunalreformen og de elektroniske patientjournaler driver brugen af IT frem.

Det offentlige Danmark øger sine investeringer i IT, mens alle andre brancher bruger færre penge.

På et år er der investeret seks procent mere i indkøb af programmer og brug af konsulenter. I 2003, som er de senest opgjorte tal, brugte den offentlige sektor 7,2 milliarder til disse formål mod 6,8 milliarder året før. Både virksomheder, organisationer og private brugte mindre på disse poster.

»Umiddelbart skulle man tro, at det var anderledes. Men med regeringsskiftet i 2001 blev det et krav at få en slankere, offentlig sektor, som skulle være mere effektiv. Samtidig blev der indført ansættelsesstop. Her er IT et oplagt værktøj, så man både får en kortere administrations- og sagsbehandlingstid og en videndeling på tværs,« siger udviklingskonsulent Kira Johnson, Dansk Handel & Service.

Hun forventer, at IT-investeringerne i det offentlige vil vokse endnu mere.

To væsentlige motorer vil være kommunalreformen og de elektroniske patientjournaler. Når der fra 1. januar 2007 skabes næsten 100 sammenlagte kommuner, skal den stærkt forskellige brug af IT ensartes. Det samme vil ske i sygehusvæsenet, hvor det spøgefuldt har været sagt, at der er flere forskellige udgaver af den elektroniske patientjournal, end der er amter.

»Det bliver en kæmpe opgave at løfte, og der kan ikke skabes sammenhæng, hvis ikke man har velfungerende IT,« siger Kira Johnson.

Ingen kæmpe check
KMD, som er den største kommunale IT-leverandør, forventer inden nytår at have udvidet sit korps af konsulenter med 100 mand for at kunne magte de forventeligt mange ordrer.

CSC, som er statens hovedleverandør af IT og har en særlig afdeling for sundheds-IT, regner derfor ikke med så store udvidelser.

»Vi forventer ikke at skrue væsentligt op for blusset, for vi regner ikke med en meget stor ekstra check fra det offentlige. Derimod vil det offentliges meget store IT-budgetter på 10-11 milliarder om året blive prioriteret, så der sker en meget målrettet anvendelse af IT,« siger Markus Bjørn Kraft, kommunikationsdirektør hos CSC, og fremhæver skatteområdet, hvor IT både har givet større effektivitet og bedre borgerbetjening.

Han glæder sig over, at den offentlige sektor er blevet mere professionel i sine forhandlinger om IT.

»Allerede i år vil det offentlige prioritere IT-midlerne skarpere, men det store ryk kommer nok først i 2006,« spår Markus Bjørn Kraft.

 




Markedet lige nu