To Microsoft-chefer forsikrer, at Navision bliver i Danmark, selv om patentdirektivet i går blev nedstemt.
6. juli 2005, 22:30
Skuffelsen er til at få øje på hos ITEK og Microsoft efter nederlaget til softwarepatenter i EU i går. Tom Togsverd, direktør for ITEK, der favner en stribe af de store IT-virksomheder under Dansk Industri, er skuffet.
»Det er ærgerligt, at vi ikke får fælles regler for softwarepatenter,« siger han.«
Bannerføreren blandt virksomheder er uden tvivl Microsoft. Ingen virksomhed har talt så varmt og længe for indførelsen af softwarepatenter som verdens største softwarefirma, og det har givet voldsom debat. Debatten skabte røre, da en jurist i Microsoft blev citeret for at sige, at Microsoft-stifter Bill Gates under et besøg i Danmark sidste år skulle have truet statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med, at Navision, som Microsoft ejer, og som er Microsofts største softwareudviklingsselskab uden for USA, ville blive flyttet væk, hvis det ikke blev et ja til softwarepatenter.
Selv om Microsoft og statsministeriet siden har forsøgt at dementere sagen, er den dukket op masser af gange.
Og derfor, når man spørger Microsoft i dag:
»Vi flytter ikke Navision ud af landet, og det har i øvrigt ikke noget med sagen at gøre.« Svaret lyder tørt og lettere afvisende, da Berlingske Business spørger to Microsoft-direktøre, Jens Moberg og Jørgen Bardenfleth.
Ikke dygtige nok
Jens Moberg er chef for Microsoft i Nordeurope, mens Jørgen Bardenfleth er chef for Danmark. Moberg beklager nederlaget.
»Det er synd, at Europa ikke får mulighed for at beskytte unik innovation bedre. Dette fører ikke til de store omvæltninger nu, men det betyder, at europæiske virksomheder ikke kan beskytte sig i fremtiden,« siger Jens Moberg.
Han mener også, at sagen har været meget kompleks, hvilket kan have skabt tvivl.
Microsoft har været meget aktiv. Bill Gates rejste rundt og advokerede for sagen sidste år. Kan dette være et udtryk for, at politikerne kan have følt sig omklamret af jer?
»Både fortalerne og modstanderne har brugt mange kræfter på at tale deres sag, men vi har ikke været dygtige nok. Vi har i Microsoft set os som en ansvarlig leder i branchen, og vi så gerne dette blive gennemført for vores egen skyld og for mindre virksomheders,« siger Jens Moberg.
Hos ITEK siger Tom Togsverd, at der nu skal tages en timeout i arbejdet, og at man skal bruge energien på at arbejde hen imod et fælles EU-patent gældende for alle produkter - ikke kun software.
»Nokia og andre store IT-virksomheder oplever, at asiatiske virksomheder har et meget lemfældigt forhold til rettigheder, og derfor er denne indsats vigtig. Men jeg mener, at udarbejdelsen af en fælles EU patentordning skal på dagsordnen nu, så man kan håndhæve sine rettigheder et sted i stedet for at skulle føre sag i hvert enkelt land. Dette vil også omfatte software,« siger Togsverd.





























































